Jugo-Dan Ejendomme står bag nyt boligprojekt på Centrumpladsen i Ringe. Visualisering fra lokalplanen.
Jugo-Dan Ejendomme står bag nyt boligprojekt på Centrumpladsen i Ringe. Visualisering fra lokalplanen.

Politikerne i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune godkendte den 7. februar endeligt en ny lokalplan for ejendommen på Centrumpladsen 2 midt i Ringe.

Ifølge de offentlige registre ejes ejendommen af Jugo-Dan Ejendomme ved Milan og Vukasin Marinovic. 

Faaborg-Midtfyn Kommune oplyser, at de eksisterende erhvervslokaler på ejendommen har været vanskelige at udleje over en længere årrække. Derfor vil bygherre omdanne ejendommen til ren boligbebyggelse.

Medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Søren Clemmensen (K), bor selv i Ringe, og han udtrykte på byrådsmødet glæde over, at der nu er udsigt til, at der skal ske noget med grunden.

Tidligere har der været en restaurant, ligesom der har ligget en tankstation, men nu har grunden efterhånden længe ligget ubenyttet hen, påpegede han.

– Nu bliver der opført nogle forhåbentligt pæne boliger, og vi ved fra erfaring, at når der bliver noget til leje så tæt på bymidten, så er det lejet ud stort set, inden det er færdigbygget, sagde Søren Clemmensen på byrådsmødet.

Læs også: Investor vil udvikle stort areal ved Alléskoven i Faaborg

Lokalplanområdet omfatter et areal på 2.500 kvadratmeter, hvor der i dag ligger en erhvervsejendom og en ubebygget grund. Den eksisterende erhvervsbygning på Centrumpladsen 2 er sammenbygget med Algade 26 A, hvor der er butikslokaler i stueetagen og boliger på 1. og 2. sal.

Med den nye lokalplan gives der mulighed for en ren boligbebyggelse i 3,5 etager og en bebyggelsesprocent på 150.

Dermed skal projektet også være med til at understøtte kommunens ambitiøse målsætning om 3.000 flere borgere i 2040.

Lokalplanen stiller desuden krav om, at boligbyggeriet skal tilpasses arkitekturen i bymidten i øvrigt.

Eksempelvis skal facaderne beklædes med tegl i røde eller gule nuancer, og bebyggelsen skal udformes med symmetriske sadeltage med oprette gavle og høj rejsning på mindst 40 grader, fremgår det af lokalplanen.