Helhedsplan kan bane vej for 1.000 nye boliger i Hvidovre

I Hvidovre kan et erhvervsområde langs Høvedstensvej og Avedøre Havnevej stå over for byomdannelse med nye boliger. En helhedsplan er på vej.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Aktuelt ligger der blandt andet værksteder, bilforhandlere og -udlejere, et lagerhotel og et fitnesscenter i området mellem Høvedstensvej, Avedøre Havnevej, Bibliotekvej og etageboligerne langs Sognegårds Allé i Hvidovre.

Også Gungehusskolen og Hvidovre Privatskole ligger i området, der ellers er præget af erhvervsbebyggelse i fortrinsvis et-to etager.

Hvidovre Kommune mærker dog en stigende interesse fra grundejere og udviklere, der ønsker at igangsætte forskellige former for byomdannelse og boligudvikling af deres dele af området, som strækker sig over 15,7 hektar.

Derfor har politikerne i kommunen nu besluttet at sætte gang i første fase af arbejdet med en ny helhedsplan for det kommende byudviklingsområde.

Området er indeholdt i Kommuneplan 2021, hvor det fremgår, at udviklingen i erhvervsområdet skal ske på baggrund af en grundigt gennemarbejdet helhedsplan.

Med en kommende helhedsplan kan erhvervsområdet mellem Høvedstensvej, Avedøre Havnevej, Bibliotekvej og Sognegårds Allé i Hvidovre blive omdannet til et nyt boligområde. Illustration: Hvidovre Kommune.

“Det er principielt mulighed for en udbygning med over 1.000 nye boliger i området, hvis alle erhvervsarealer omdannes til boligformål. Men en så stor boligudbygning kan ikke ske uden at skole-, dagtilbud og fritidsfaciliteter også bliver udbygget. Derfor bør en del af området reserveres til disse offentlige formål”, lyder det i Kommuneplan 2021.

Hvidovre Kommune ejer omkring halvdelen af området. Der lægges derfor blandt andet op til, at området skal udvikles med “beboerdrevne boligprojekter”, samt at kommunale ejendomme kan blive udbudt til opførelse af boligbebyggelse med mere end 25 procent almene boliger.

“At kommunen selv er en betydelig grundejer i området, åbner mulighed for, at man kan vælge at udbyde en del af de nye byggemuligheder på de kommunale ejendomme til bygge- og boligfællesskaber”, lyder det i Kommuneplan 2021.

Første fase af arbejdet med en ny helhedsplan skal afklare og fastlægge indholdet i selve helhedsplanen. Resultatet af første fase bliver således et program for udarbejdelsen af helhedsplanen.

Med en kommende helhedsplan kan erhvervsområdet mellem Høvedstensvej, Avedøre Havnevej, Bibliotekvej og Sognegårds Allé i Hvidovre blive omdannet til et nyt boligområde. Illustration: Hvidovre Kommune.
Med en kommende helhedsplan kan erhvervsområdet mellem Høvedstensvej, Avedøre Havnevej, Bibliotekvej og Sognegårds Allé i Hvidovre blive omdannet til et nyt boligområde. Illustration: Hvidovre Kommune.

Desuden vil første fase af arbejdet med helhedsplanen indeholde en kommende beslutning om, hvordan der skal ske inddragelse i planlægningsarbejdet, samt en kommende beslutning om, hvordan arbejdet med helhedsplanen skal organiseres, skriver kommunen.

Området ligger ikke langt fra Hvidovre Hospital og kan dermed blive stationsnært, hvis politikerne i Hvidovre Kommune får opfyldt deres drøm om at få metroen til sygehuset.

Kommunen har aktuelt en planstrategi i offentlig høring, og af den fremgår det, at der fortsat arbejdes med at få udvidet metroen med en linje til Hvidovre.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling