Henning Larsen og Rambøll tegner forskningscenter i Frankrig

Henning Larsen og Rambøll designer cirkulær træbygning i grænselandet mellem Frankrig og Schweiz for forskningscentret Cern.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Henning Larsen, Rambøll, Artelia Group og Brière Architectes har vundet en international konkurrence om at designe en ny campusbygning på Cerns Prévessin Campus på den franske side af grænsen mellem Frankrig og Schweiz.

Det skriver det danske arkitektfirma i en pressemeddelelse.

Den 13.000 kvadratmeter store bygning med navnet B777 er placeret på kanten af en skov og rummer kontorer, laboratorier og workshop-rum.

– Vores vision er at skabe en dynamisk arbejdsplads midt i naturen – et sted hvor medarbejdere og viden trives. Det er ikke bare et almindeligt kontor; det cirkulære design fungerer som en symbolsk markør og skaber et nyt kulturcentrum for hele campus i en tidligere rigid, ortogonal forskningspark, udtaler Søren Øllgaard, Partner og Design Director, Henning Larsen.

Læs også: Henning Larsen tegner oplevelsescenter i træ til Volvo

Et firedobbelt højt, offentligt atrium med arbejds- og loungeområder og forbindelsesbroer fungerer ifølge Henning Larsen som hjertet i den nye bygning, mens en beskyttet gårdhave forlænger udendørssæsonen, ligesom den skal fungere som et socialt samlingssted.

Gårdhaven fungerer som en forlængelse af kontorerne og de indendørs aktiviteter, og forbinder laboratorieområderne til mødeområder. Desuden fungerer gårdhaven som indgang til bygningens restaurant, der har udendørs siddepladser og en køkkenhave.

Facaden er udformet med henblik på at maksimere dagslys i bygningen og udsigt til den omgivende natur, samtidig med at den skaber selvskygge for at sikre et passende niveau af sol hele året. Det skal resultere i et lavere energiforbrug til køling.

Læs også: Henning Larsen Architects bag Cockle Bay Park i Sydney

– B777 er mere end bare en bygning; det er et fælles engagement fra Cern, Henning Larsen og Rambøll i at bidrage til det dynamiske liv på den verdensførende videnskabelige forskningscampus. Ved at arbejde samarbejdsorienteret som et tværfagligt team, benchmarke mod materialeforbrug og anvendelse af datadrevne designprincipper sikrer vores holistiske tænkning, at hver beslutning er rigtig for bygningen. Et inspirerende vartegn for fremtidig udvikling, siger Graeme Stewart, Afdelingschef, Ramboll.

Forskningscenteret Cern er grundlagt i 1952 af 12 europæiske lande, der sammen etablerede verdens største forskningsanlæg for partikelfysik.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling