Hvordan holder man liv i et sprudlende kreativt og kulturelt miljø, mens man bygger en ny tæt bydel rundt om det?
Det er blot en af de centrale udfordringer, grundejerne på Refshaleøen efter sommeren beder om gode ideer til at kunne løfte, når der om få år laves en samlet plan for byudviklingen af området. Det skriver Refshaleøens Ejendomsselskab i en pressemeddelelse.
I slutningen af august sætter ejendomsselskabet sammen med By & Havn gang i en åben idékonkurrence, der efter planen vil løbe til midten af november 2023 som den første af to store konkurrencer i planprocessen på øen.
Allerede nu letter selskaberne dog på låget for de hovedtemaer, som arkitekter, ingeniører, byplanlæggere og alle andre med sans for byudvikling kan bidrage med ideer inden for.
Temaerne udgør centrale udfordringer, som ifølge grundejerne kræver et ekstra grundigt stykke forarbejde, bemærker Jes Transbøl, administrerende direktør i Refshaleøens Ejendomsselskab. Han peger på erfaringerne fra den første del af borgerinddragelsen på øen, som blev afsluttet i slutningen af marts 2023 med hundredvis af input fra interesserede københavnere og fra 14 fageksperter i en nedsat visionsfølgegruppe.
LÆS OGSÅ: BYUDVIKLING PÅ REFSHALEØEN RYKKER NÆRMERE
– Det er jo i høj grad de samme hovedspørgsmål, også fageksperterne og københavnerne kredser om, når det gælder Refshaleøen. Dem skal vi have de bedste ideer til at håndtere, så vi kan blive klar til at sikre den bedste mulige strukturplan for Refshaleøen som det næste store skridt, udtaler Jes Transbøl.
Grundejerne efterlyser med idékonkurrencen ikke en samlet plan for Refshaleøen, men idéer til brug for det videre udviklingsforløb, der kan formidles klart på en enkelt A0-planche. Det kan både være studier, strategier, skitser, koncepter, analyser og referencer.
Man vil frit kunne deltage med én idé til et enkelt tema eller indsende selvstændige A0-plancher inden for flere temaer. Idéerne vil blive bedømt individuelt, så der bliver ingen fordel ved at svare på flere. Der er afsat en samlet sum på 600.000 kroner til præmiering af de bedste idéer.
Konkurrencen bliver både for store og små
Både de studerende, de helt nystartede arkitekter og de store etablerede tegnestuer, som forventer at deltage i den senere strukturplankonkurrence, opfordres til at deltage i idékonkurrencen, understreger Ingvar Sejr Hansen, der er udviklings- og salgsdirektør i By & Havn.
– Idékonkurrencen giver mulighed for at præge rammerne for de næste skridt i processen, og vi har bevidst skåret afleveringskravene til, så de er rimelige, så det er muligt for både store og små at deltage, og så vi undgår ressourcespild ved at kræve for høj en detaljeringsgrad her tidligt i processen, siger Ingvar Sejr Hansen.
Der bliver fire definerede temaer for udviklingen af Refshaleøen:
- Refshaleøens kreative miljø
- Transformation af områdets kulturarv
- Bynatur og biodiversitet
- Blandet by med nye boformer
Og endelig vil der også være et åbent femte tema:
5. Her er der mulighed for at gå på tværs af temaerne eller for at bringe et helt femte tema op, som vil skulle begrundes ud fra grundejernes bearbejdede vision
Kort om videreudviklingen af Refshaleøen
- Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn ejer til sammen størstedelen af Refshaleøen i Københavns Havn og har en fælles ambition om at udvikle en ny københavnsk bydel på deres arealer.
- Idé- og planprocessen består af tre faser: 1) netop afsluttede ”indspark til Refshaleøen”, 2) en idékonkurrence i 2023 og 3) en strukturplankonkurrence i 2024.
- Det samlede forløb skal føre frem til udarbejdelsen af en plan for videreudviklingen af det 80 hektar store projektområde. Hvis Biofos på sigt fraflytter Refshaleøen, vil det samlede projektområde kunne vokse til 115 hektar.
- Det er selskabernes hensigt at gå sammen i et fælles udviklingsselskab på Refshaleøen med Refshaleøens Ejendomsselskab som majoritetsaktionær og drivende part.
Kilde: Refshaleøens Ejendomsselskab.