Politikerne i København skal snart tage stilling til, om der skal udarbejdes en ny lokalplan for Palads. Den skal gøre det muligt at rive den farverige bygning ned for at erstatte den med et nybyggeri, som Cobe har sat stregerne til.
En startredegørelse afslører flere detaljer om det kommende byggeprojekt. Projektet har et omfang på 15.600 kvadratmeter, hvortil skal lægges 10.300 kvadratmeter kælder.
Nordisk Film vil således bygge en helt en ny biograf med 8-12 biografsale, “der lever op til moderne standarder, for fortsat at kunne tilbyde et bredt filmrepertoire”.
En del af den gamle bygning får dog lov til at leve videre, fremgår det af startredegørelsen. Det er således planen, at den eksisterende bygnings indgangsparti, som udgør 13 procent af facaden, bliver bevaret.
Læs også: Her skal der bygges nye boliger i København
Den kommer til at indgå som en del af facaden på den nye bygning, som opføres i ni etager, hvoraf 5.-9. etager og dele af 3.-4. etager “fremstår med moderne facader med dobbelthøje, buede vinduer”.
Udover indgangspartiet fremstår hovedparten af 1.-4. etager med facader, “som delvis genfortolker den eksisterende facadeudsmykning, dog med væsentlige afvigelser.”
“Grundejer har ikke afgjort, om den nye farverige facade opføres i nye materialer eller i genbrugte materialer fra den originale facade. Hvis lokalplanen muliggør en ny bygning som forudsætter nedrivning, kan lokalplanen ikke regulere, om de originale bygningsdele gemmes og genanvendes eller kasseres efter nedrivning. Projektets intentioner om at bevare indgangspartiet, kan sikres i lokalplanen, som kan udpege dele af facaden som bevaringsværdig”, fremgår det af startredegørelsen.
I stueetagen og eventuelt også på 2. etage skal der etableres serviceerhverv og foyer. I den store kælder skal der etableres biografsale i en dybde, der svarer til seks etager.
I november 2022 præsenterede Nordisk Film og Cobe tre scenarier for udviklingen af Palads. Projektet tager udgangspunkt i i scenariet “Klassisk Palads”.
Efter anmodning fra forvaltningen i Københavns Kommune er projektet dog blevet revideret, hvilket blandt andet har medført, at højden på bygningen er sænket fra 40 til 30 meter, mens bygningskroppen omvendt fremstår bredere.
Læs også: Plan for stort boligbyggeri i København er klar
Lokalplanen, der skal gøre det muligt at nedrive Palads for at erstatte bygningen med Cobes reviderede projekt, ventes endeligt vedtaget i midten af 2025. Det forudsætter dog, at projektet glider glat igennem den politiske proces.
Palads blev opført i 1917 og er en af Danmarks ældste biografer.
Oprindeligt blev bygningen indrettet med én stor biografsal med 2.000 pladser. Den blev dog senere ombygget til i dag 17 sale.