Gennem de seneste 15 år er Københavns Kommune vokset med næsten 141.000 indbyggere, eller hvad der svarer til knap 9.400 indbyggere om året.

I de kommende år forventes væksten at fortsætte i et lidt mere afdæmpet tempo, fremgår det af en pressemeddelelse fra Økonomiforvaltningen i hovedstadskommunen.

En ny befolkningsprognose viser nemlig, at København ventes at vokse med omkring 120.000 indbyggere frem mod 2060, hvilket svarer til en årlig befolkningstilvækst på godt 3.400 indbyggere.

Læs også: Her skal der bygges nye boliger i København

Og de nye københavnere vil især bosætte sig i områder tæt ved havn og hav, viser prognosen.

For byens overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) er det især vigtigt, at der bliver bygget boliger nok til at huse de nye indbyggere:

– København vokser med mange tusinder nye københavnere. Det er rigtig godt! Som overborgmester er jeg glad for, at så mange vælger byen til og også forventes at gøre det i fremtiden. Men det forpligter også. Det kræver, at vi får bygget mange flere boliger, og det kræver, at vi udvider byen på en klog måde, så vi får skabt plads og boliger til de nye københavnere. København skal være en by, hvor man kan bo hele livet, udtaler overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

Læs også: Disse danske byer vokser mest

Blandt Københavns tolv bydele er det især bydelene med store udviklingsområder, der forventes at vokse – Nordhavn, Nordøstamager, Sydhavn og Østhavnen. De har alle det tilfælles, at de ligger et stenkast fra hav og havn.

Befolkningsprognosen viser, at der også ventes mange nye beboere i områder som Ørestad, Vesterbro, Carlsberg Byen og Jernbanebyen, hvor det gamle jernbaneterræn bliver omdannet til en helt ny bydel.

Læs også: Overborgmester: Der skal bygges langt flere boliger i København

I bydele som Indre By, Vanløse og Bispebjerg forventes befolkningstallet i 2060 omtrent at være som i dag. Kun Nørrebro skiller sig ud og ventes at opleve en mindre nedgang i befolkningen på cirka 3.000.

Fra 2009 til 2018 voksede Københavns Kommune med godt 10.000 indbyggere årligt, men i de seneste fem år har befolkningstilvæksten været samlet været mere afdæmpet.

København voksede samlet med cirka 5.700 nye indbyggere i 2023, og der bor nu omkring 660.000 personer i kommunen.