Samtlige 29 kommuner i hovedstadsområdet og Region Hovedstaden står nu sammen om en fælles plan for fremtidens trafik.
Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
De anbefaler fem store investeringer, som skal styrke den kollektive transport, give bedre forhold for cyklister og mindske støjen fra trafikken.
Baggrunden er en ny analyse, der viser, at antallet af daglige rejser i hovedstadsområdet vil stige med 800.000 frem mod 2035. Det betyder endnu mere trængsel, flere forsinkelser og større støjproblemer, hvis der ikke handles i tide.
Siden 2015 er indbyggertallet i hele Region Hovedstaden vokset med omkring 170.000 borgere til aktuelt 1,94 millioner indbyggere.
– Vi bliver stadig flere, og behovet for mobilitet stiger, udtaler Steen Christiansen (S), der er borgmester i Albertslund Kommune og formand for KKR Hovedstaden, der er en sammenslutning af kommunerne i hovedstadsområdet.
– Jeg er derfor rigtig glad for, at det er lykkedes kommunerne og regionen at samles om en fælles mobilitetsstrategi med prioriterede projekter, som kan være med til at forbedre den kollektive trafik og forholdene for cyklister og begrænse støjgenerne.
Blandt forslagene er en eksprestunnel til S-tog mellem København H og Hellerup, busser med egne baner på de travle S-linjer, en udbygning af supercykelstinettet til 850 kilometer samt en opgradering af rute 16 mellem Frederiksværk og Hillerød til motortrafikvej med tilhørende cykelsti. Derudover foreslås hastighedsnedsættelser på flere motorveje tæt på byområder.
Ifølge Karsten Längerich (V), næstformand i KKR Hovedstaden og borgmester i Allerød Kommune, vil en S-togseksprestunnel mellem København H og Hellerup kunne gøre en stor forskel.
– S-togsnettet er rygraden i den kollektive trafik i hovedstadsområdet, men i myldretiden er togene allerede fyldte. Derfor er det vigtigt med markante forbedringer af S-togsnettet. Og her vil en ny S-togstunnel øge kapaciteten i hele nettet og gøre det mere attraktivt at tage toget, udtaler han.
Anbefalingerne bliver nu sendt videre til transportministeren og Folketingets Transportudvalg.
De fem prioriterede projekter
- S-togseksprestunnel mellem København H og Hellerup, der skal afhjælpe flaskehalse og øge antallet af afgange.
- BRT-busser på linjerne 150S, 200S og 400S, hvor busserne får egne baner og undgår kø.
- Udbygning af supercykelstinettet til 850 kilometer, som giver hurtige og sikre forbindelser på tværs af regionen.
- Udbygning af rute 16 mellem Frederiksværk og Hillerød som motortrafikvej med tilhørende supercykelsti.
- Hastighedsnedsættelser på udvalgte bynære motorveje for at nedsætte trafikstøjen.
Kilde: Region Hovedstaden.























