Ikea køber logistikcenter i Hedehusene

I dag har Ikea købt det næststørste logistikcenter i Danmark. Det 133.000 kvadratmeter store center i Hedehusene skal både servicere kunder og varehuse.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Peter Langskov, Country Customer Fulfilment Manager hos Ikea Danmark. Foto: PR.
Peter Langskov, Country Customer Fulfilment Manager hos Ikea Danmark. Foto: PR.

I efteråret 2022 flyttede Ikea ind i logistikcentret CDC København i Hedehusene, der med sine 133.000 kvadratmeter er Danmarks næststørste logistikcenter. Lageret håndterer årligt mere end 250.000 ordrer til kunder i hele Danmark, ligesom det servicerer varehusene på det danske marked.

Indtil nu har den svenske møbelgigant lejet sig ind på en mindre del af ejendommen, men nu har Ingka Investments under Ikea Group, der ejer Ikea Danmark, købt ejendommen for et milliardbeløb. Det oplyser Ikea i en pressemeddelelse.

Ifølge Børsen er der tale om en investering på 1,8 milliarder kroner.

Ikea betegner i pressemeddelelsen opkøbet som “en langsigtet investering, der skal imødekomme de hurtigskiftende forbrugsmønstre, som stiller krav til effektivitet, fleksibilitet og kontrol”.

Desuden er købet af den store lagerejendom “i tråd med Ingka Investments strategi om at investere i distributions- og logistikejendomme i større byer, hvor Ingka Group opererer for at øge vækst og understøtte Ikeas digitale transformation”, som det beskrives.

LÆS OGSÅ: NY IKEA VED DYBBØLSBRO DÆKKES AF SOLCELLER

– Vi oplever en ændret adfærd hos vores kunder, der stiller krav til øget tilgængelighed, mere fleksibilitet og hurtigere levering. Vores logistiske setup er hele rygraden i vores bestræbelser på at kunne servicere kunderne nu og i fremtiden. Åbningen af vores nye varehus i København vil desuden betyde, at vi får behov for at kunne øge vores volumen og inkorporere flere automatiseringsløsninger, så vi sikrer en effektiv og fleksibel servicering af kunderne, siger Peter Langskov, Country Customer Fulfilment Manager hos Ikea Danmark.

I Danmark ejer Ingka Group i dag fem Ikea-varehuse, og til august slår landets sjette af varehus dørene op midt i København.

Ikea Danmark har over de seneste år accelereret sit digitale salg med en vækst på 252,7 procent i online salg fra september 2018 til juni 2023, og det stiller ifølge Peter Langskov krav til det logistikken.

Vil øge automatisering

Over de kommende år forventer Ikea at implementere en række permanente automatiserede løsninger, der skal optimere lagerstyringen i Danmark. Eksempelvis skal lagerrobotter plukke produkter til lagerarbejderne.

LÆS OGSÅ: IKEA FASTHOLDER IGEN HØJ OMSÆTNING I DANMARK

– Hos Ikea Danmark har vi en ambition om, at vi skal være tilgængelige for vores kunder og møde dem, hvor de er. Med CDC København tager vi et stort skridt mod dette og optimerer vores logistiske setup, så vi i fremtiden kan give kunderne endnu flere muligheder for at handle hos Ikea, når og hvor de vil og stadig få den gode Ikea oplevelse, der bygger på convenience, siger Peter Langskov.

Ifølge Ikea giver beliggenheden i Hedehusene god adgang til Københavns Lufthavn, Øresundsbroen og de mange indbyggere i Storkøbenhavn. Ejendommen er ifølge den svenske møbelkoncern bygget efter bæredygtige konstruktionsprincipper og drives af den energi, der produceres af solpanelerne på taget.

Lagerflytningen ventes også at bidrage til Ikeas ambition om at opnå nul-emissions-levering inden 2025, oplyses det.

Sælger af ejendommen er Allianz Real Estate, som ifølge tingbogen erhvervede ejendommen i slutningen af 2021 for 334 millioner kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling