Sådan kommer den nye montagehal på Industribakken i Langå til at se ud. Visualisering: Unimec.
Sådan kommer den nye montagehal på Industribakken i Langå til at se ud. Visualisering: Unimec.

Unimec er vokset ud af deres fabrikslokaler i Langå. En længere vækstperiode har skabt travlhed i fabrikshallerne, der nu udvides med 33 procent i form af en ny montagehal og kontor med et samlet areal på 1.000 kvadratmeter.

Det skriver automations- og ingeniørvirksomheden i en pressemeddelelse.

Virksomheden flyttede sine dengang 12 ansatte til den knap 15.000 kvadratmeter store grund på Industribakken i Langå i 2016. Særligt inden for de seneste to-tre år er flere kommet til, og virksomheden har nu 32 ansatte.

– Så vi tror på, at vi kan vækste yderligere, når hallen står færdig til sommer, og vi har plads til det, udtaler Lasse Taulborg Madsen, der er direktør og partner hos Unimec.

Den nye montagehal kommer til at fylde 600 kvadratmeter og skal bruges til at bygge og levere større maskiner og anlæg, mens kontorfaciliteterne udvides med 400 kvadratmeter.

Læs også: Randers runder 100.000 indbyggere

– Vi forventer bestemt at skulle øge medarbejderstaben med byggeriet både med flere ingeniører, softwarefolk og montører. Lige nu er vi der, hvor vi ikke kan være i kantinen alle sammen på samme tid. Derfor har vi været nødt til at udvide, lyder det fra Lasse Taulborg Madsen.

De seneste år har en del af strategien hos Unimec været et indtog i pharma- og medicoindustrien som leverandør af avancerede specialmaskiner, og det er fortsat på programmet og en del af det, den nye hal skal bruges til.

 – Vi står ved målsætningen om, at 30 procent af vores omsætning, svarende til over 15 millioner kroner, skal komme fra pharma- og medicoindustrien inden for de næste to år. Det er noget af det, vi nu med større plads får et godt grundlag for at komme i mål med, siger Lasse Taulborg Madsen.

For 2023 og 2024 har Unimec budgetteret med nulvækst, også grundet pladsmanglen, og det nye byggeri, der beløber sig til 8,2 millioner kroner forventes at stå færdigt sommeren 2024. Virksomheden regner med at vækste igen i 2025.