I efteråret 2024 var det muligt at byde på de to første byggefelter, det bynære byggefelt på Gammel Havn og byggefeltet Nordhavn på den nordlige side af havnebassinet i Struer.
Struer Kommune har hen over årsskiftet været tæt dialog med tilbudsgivere om udvikling af arealerne og de muligheder, der er på byggefelterne i Stævnen, som er navnet på den nye bydel, der skal udvikles på havnen.
Dialogen har imidlertid ikke resulteret i en aftale om salg af byggefelterne, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
På baggrund af en fornyet markedsdialog med investorer er kommunen derfor klar med et nyt udbud.
Det nye udbud omhandler alene det bynære byggefelt 1A på Gammel Havn. Her kan opføres 30-40 nye boliger i form af rækkehuse, og som noget nyt også mindre etagebyggerier med lejligheder.
Derudover kan en del af boligerne være flexboliger, som forventes at tiltrække flere interesserede beboere til Stævnen.
– For byrådet har det helt fra starten været vigtigt, at den nye bydel bliver for alle, og på de første dele af Stævnen, Gammel Havn og Slagterigrunden, arbejdes der med både leje-, andels-, ejer- og almene boliger, og nu bliver der også mulighed for en mindre del flexboliger, udtaler borgmester i Struer Kommune, Marianne Bredal (V).
På Slagterigrunden, som også er en del af Stævnen, arbejdes der også på udviklingsprojekter. Her er der planer for alment boligbyggeri og et andelsboligfællesskab. Intentionen er, at de første beboere kan flytte ind i 2028.
– Når de to områder tættest på bymidten står færdige, bliver byen og fjorden bundet godt sammen. Det ser vi frem til, udtaler Marianne Bredal.
Genudbuddet af byggefelt 1A på Gammel Havn annonceres fredag 28. marts og med tilbudsfrist 25. april. Der arbejdes på, at en købsaftale kan være på plads omkring sommerferien.
Stævnen skal udvikles over tre etaper gennem en transformation af den tidligere erhvervshavn i byen ved Limfjorden. Udviklingsområdet omfatter både lystbådehavnen, erhvervshavnen og Vralden med et samlet areal på 55 hektar.
Udviklingsplanen for den nye bydel er udarbejdet af CFBO i samarbejde med SeTilSiden og Fru Andersen.