Jørgen Østergaard Andersen har solgt Jørgens Spisehus efter 15 års ejerskab. De nye ejere er Casper Kjær og Michael Frølich, som ændrer navnet til Spisehuset Skagen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel, som har formidlet salget af restauranten.
– Jeg har tidligere haft restauranten til salg af flere omgange, men efterfølgende har jeg fortrudt, men denne gang skulle det være. Jeg tog derfor kontakt til Mads Dyhr fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel, som jeg har kendt i mange år, og som jeg har en god relation til, udtaler Jørgen Østergaard Andersen.
Det er to velkendte navne, der har købt restauranten. Casper Kjær er manden bag Restaurant De2Have, Danmarks nordligste restaurant, mens Michael Frølich blandt andet har været køkkenchef på Hotel Viking i Sæby.
– Spisehuset Skagen bliver vores første fælles projekt, og vi ser frem til at byde gæsterne indenfor i velkendte rammer, da vi ønsker at drive stedet videre i samme ånd som tidligere, udtaler Casper Kjær.
De nye ejere afholder åbningsreception den 30. marts og slår officielt dørene op for restauranten den 1. april 2025. Restauranten vil blive drevet videre i samme ånd som hidtil.
– Vores gæster vil altså stadig kunne få et lækkert stjerneskud, en solid omgang stegt flæsk med mere. Men en ting vil vi alligevel ændre, da vi vil skrue op for antallet af temaftener og selskaber. Det kan for eksempel være spansk temaaften med helstegt pattegris og Sangria og så vi vil gøre det mere attraktivt for de lokale at holde en hyggelig konfirmation, barnedåb eller fødselsdag her hos os, så vi glæder os til at tage imod en masse nye gæster, udtaler Michael Frølich.
Restauranten er på 387 kvadratmeter med 80 kvadratmeter udendørsservering. Ifølge Mads Dyhr, partner, EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel, er restauranten løbende blevet renoveret, og den er blandt de mest populære i den nordjyske ferieby.
– Der var en stor interesse for spisestedet, og turismen og oplevelsesøkonomien har det generelt godt i Nordjylland og Skagen. Det gælder både restauranter, hoteller, kroer og campingpladser, beretter erhvervsmægleren, der netop har stået for salget af Hotel Hvide Klit i Ålbæk, og desuden netop har fået Skagen Rooftop til salg for 26,5 millioner kroner.
Derudover har han aktuelt også Hotel Aahøj i Sæby, St. Binderup Kro og Villa Skagen til salg i Nordjylland.