Ifølge Nordjyske står storfiskeren Henning Kjeldsens bag det store museumsbyggeri på havnen i Skagen.
Museet skal efter planen åbne i sommeren 2025, og byggeriet er allerede i gang, da Miljø- og Fødevareklagenævnet i marts 2024 gav afslag på at tillægge en klage over projektet opsættende virkning.
Nu er klagenævnet til gengæld kommet frem til, at der skulle have været foretaget en miljøvurdering, da motormuseet med navnet Maskinrummet blev godkendt af politikerne.
“Miljø- og Fødevareklagenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at projektet er placeret ved havnen i byzonen i Frederikshavn Kommune. Herudover har nævnet lagt vægt på, at der ud over et udstillingsværksted skal etableres og drives museum, restaurant, konferencelokaler og liberale erhverv mv. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at projektet, som fremadrettet skal bruges til forskelligartede aktiviteter, må forventes at medføre øget trafik og støj i form af kørsel til og fra området af brugerne af projektet”, fremgår det af afgørelsen.
Projektet omfatter en bygning på 12 meter, en bygning på 20 meter og et tårn på 34 meter. Dermed er det betydeligt højere og skiller sig ud fra den nærliggende og eksisterende bebyggelse i området, understreger Miljø- og Fødevareklagenævnet.
“På den baggrund vil projektet derfor kunne påvirke miljøet i området ved en ændret arealanvendelse samt et ændret visuelt udtryk. Nævnet bemærker, at det faktum, at en gammel lokalplan tillader bygninger, der adskiller sig fra eksisterende bygninger, ikke i sig selv har betydning for, om et projekt er omfattet af miljøvurderingsloven”, lyder det fra nævnet.
Miljø- og Fødevareklagenævnet foretager nu en miljøscreening, der skal afgøre, om der skal laves en VVM (Vurdering af virkninger på miljøet) redegørelse.
– Det er selvfølgelig ærgerligt, men så må vi jo sætte sådan en i gang, siger udvalgsformand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavns Kommune, Peter E. Nielsen (S) til TV 2 Nord.
Museet opføres i totalentreprise af Trigon med Cowi som ingeniør. Det har et samlet omfang på 8.140 kvadratmeter.
Maskinrummet opføres som to separate bygninger, der sammenkobles med en gangbro, der er hævet 6,5 meter over jorden.
Den ene bygning opføres i fire etager, hvor der etableres udstillingsværksted i stueplan og udstilling på de øvrige etager. På 3. sal vil der ligeledes være en restaurant med mulighed for events og konferencer.