
I begyndelsen af året godkendte politikerne i kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune en lokalplan for 40 almene boliger og otte private boliger i området mellem Torvegade, Blokhusvej, Bredgade og Stationsvej midt i Pandrup.
Nu har politikerne også godkendt økonomien i første etape, som omfatter 23 boliger i form af otte rækkehuse og 15 lejligheder i et punkthus i fire etager. Nørresundby Boligselskab står i samarbejde med Kuben Management bag de 19 almene familieboliger, mens den lokale ejendomsudvikler Tom Jakobsen står bag de fire private boliger i første etape.
Ifølge Nordjyske har Nørresundby Boligselskab i forvejen næsten 100 boliger i Pandrup, som med sine 2.750 indbyggere er den tredje største by i Jammerbugt Kommune.
– Vi har gode erfaringer med, at der er et behov for nutidige familieboliger, men også behov for at lave nogle små bebyggelser, hvor fællesskab kan gro, fortæller boligselskabets direktør Lars Emborg til Nordjyske.
Projektet gennemføres efter den delegerede bygherremodel. De almene boliger placeres i rækkehusene og de tre nederste etager af punkthuset, mens den øverste etage indrettes med de fire private boliger.
Den samlede anskaffelsessum for de almene boliger i projektets første er knap 42 millioner kroner, hvoraf entrepriseudgifterne udgør knap 29 millioner kroner.
Boligerne indrettes med tre værelser, og de bliver gennemsnitligt 89,5 kvadratmeter store. Den forventede husleje er beregnet til 7.800 kroner om måneden for en bolig på 89,5 kvadratmeter eksklusive forbrug.
Byggeriet forventes at gå i gang ved årsskiftet 2026-2027, og de første beboere kan efter planen flytte ind omkring halvandet år senere.
Anden etape med yderligere 21 almene familieboliger og fire private boliger forventes sendt til godkendelse inden udgangen af 2027.






















