Kommune sender administration af over 400 boliger i udbud

Vestegnskommune sender administration af ældrecentre, ældre- og handicapboliger og et botilbud i udbud. Prisen forventes at stige.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune, Hajg Zanazanian (S). Foto: PR.
Formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune, Hajg Zanazanian (S). Foto: PR.

Brøndby Kommune er i gang med at forberede et udbud af administrationen af kommunens ældrecentre, ældre- og handicapboliger samt Strandboligerne, som er et botilbud for voksne med udviklingshæmning.

Udbuddet omfatter administrationen af i alt 406 boliger fordelt på Gildhøjhjemmet, Glentemosen, Nygårds Plads, Æblehaven, Lundedammen og Strandboligerne.

Kommunen har nu udarbejdet et samlet udbudsmateriale, der blandt andet indeholder krav til opgaven, betingelser for udbuddet og en overordnet tidsplan for processen.

– Det er en vigtig proces, som har til formål at sikre en stabil og professionel drift, hvor borgernes tryghed og trivsel især er i centrum, sagde formand for Social- og Sundhedsudvalget, Hajg Zanazanian (S), da sagen i går blev behandlet i kommunalbestyrelsen.

– Økonomisk set forventes den nye aftale at blive dyrere end den nuværende, men det skal også ses i lyset af, at vi i 2017 opnåede en usædvanlig god pris, sagde han videre.

Formålet med den kommende administrationsaftale er at sikre trygge rammer og en stabil hverdag for beboerne på kommunens tilbud. Aftalen skal understøtte en velfungerende drift og skabe gode betingelser for omsorg, trivsel og sammenhæng i hverdagen for både borgere og deres pårørende.

Udbudsmaterialet er udarbejdet i tæt samarbejde med BDO, som har bidraget med erfaringer fra lignende udbud i andre kommuner.

Kommunen forventer, at den nye aftale kan føre til en mere effektiv og professionel drift med tydeligere opgavefordeling, bedre opfølgning og højere kvalitet.

Brøndby Kommune anslår desuden, at den årlige kontraktværdi (administrationshonorar) under aftalen udgør omkring 600.000 kroner eksklusive moms årligt.

Det svarer til 2,4 millioner kroner for hele kontraktperioden, idet den udbudte kontrakt har en grundperiode på fire år med mulighed for to optioner af to år hver, så den samlede kontraktperiode maksimalt kan udgøre otte år.

Tilmeld Nyhedsbrev