Nuværende fladeparkering lang Herlufsholmskoven, hvor der vil blive tilføjet 300 midlertidige parkeringspladser. Foto: Næstved Kommune.
Nuværende fladeparkering lang Herlufsholmskoven, hvor der vil blive tilføjet 300 midlertidige parkeringspladser. Foto: Næstved Kommune.

I sommeren 2025 indgik Næstved Kommune købsaftale med Udviklingsselskabet Rådmandshaven om omdannelsen af den offentlige parkeringsplads foran kommunens administrationsbygning til cirka 140 boliger og et firestjernet hotel.

Kommunen var allerede i gang med at finde løsninger for erstatningsparkering for de pladser, der ville blive inddraget til projektet og som lå udover Udviklingsselskabets forpligtigelser, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

I kommunens anlægsbudget fra 2023 blev der afsat 62,5 millioner kroner til nye parkeringsløsninger i den centrale del af byen.

Rådgivningsfirmaet Sweco har siden analyseret behovet og peger blandt andet på, at 75 procent af brugerne af den nuværende parkeringsplads ved Rådmandshaven arbejder i kommunen. Sweco anbefaler, at et egentligt parkeringshus først besluttes, når det reelle behov er bedre kortlagt.

Derfor vælger kommunen nu at bruge midlertidige parkeringspladser som en forsøgsperiode. Her kan man nøje følge, hvordan ændrede parkeringsforhold påvirker trafikken, parkeringsvaner og belastningen på øvrige pladser i midtbyen. Den midlertidige løsning ventes at koste mellem 5 og 7,5 millioner kroner.

– Inden længe skal vi behandle lokalplanen for boliger, urban park og hotel centralt i Næstved. Parkeringsforholdene har været meget debatteret i Næstved, og jeg synes, at Sweco har fundet en god pragmatisk løsning på parkeringsproblematikken, udtaler Næstveds afgående borgmester Carsten Rasmussen (S).

– Vi kan så lære af de erfaringer, som vi får i byggefasen, til at sikre en optimal parkering for borgere og gæster i Næstveds centrum.

De midlertidige pladser etableres som en udvidelse af den nuværende fladeparkering ved Rådmandshaven, forudsat at lokalplanen for højhusbyggeriet vedtages.

Lokalplanen skal efter planen behandles i byrådet i slutningen af januar 2026, hvorefter kommunen går i udbud med opgaven.

Tilmeld Nyhedsbrev