Politikerne i byrådet i Næstved besluttede i maj 2023, at Næstved Havns nuværende aktiviteter i inderhavnen skal udfases frem mod 2034, og aktiviteterne skal flyttes vest for Svingbroen i Næstved.
Dermed frigøres de centrale havnearealer, så der kan skabes en ny bydel tæt på bymidten i den sydsjællandske købstad.
For at styre arbejdet har byrådet nedsat et særligt udvalg, der skal arbejde med planerne for den nye havnebydel frem til udgangen af 2025.
Udvalget offentliggjorde i august de 21 anbefalinger for udviklingen af området. Nu har udvalget så også fremlagt dem for byrådet, som den 7. oktober kvitterede med at godkende anbefalingerne.
– Næstved Havnebydel skal være en attraktiv, mangfoldig bydel, der binder bymidten og kanalen sammen og styrker kommunens samlede vækst og sammenhæng, sagde medlem af det særlige udvalg, Linda Frederiksen (S), på byrådsmødet.
– Bydelen skal forene det moderne, bæredygtige byggeri med Næstveds industrielle kulturarv, historiske spor og danne rammen om stærke fællesskaber og lokal, sagde hun.
Udvalget anbefaler, at området for udvikling af havnebydelen strækker sig fra Den Fritlagte Suså ved Sct. Peders Kirke og den historiske bymidte til Svingbroen omgivet af bykvartererne Åderup og Grimstrup.
Arealet er på cirka 114 hektar og omfatter Havnegade, Vestre Kaj, Vestre Mellemkaj, Østre Mellemkaj, Skellet, Fabriksvej, Maglemølle-området, arealet syd for Grimstrupvej, arealerne mellem kanalen og Kanalvej og det nuværende område til erhvervs- og offentlige formål mellem kanalen og Vordingborgvej.
Udvikling af havnebydelen skal inddeles i fire delområder, så den nye havnebydel kan udvikles i etaper.
Det første område, der skal udvikles, er Næstved Havns nuværende erhvervsareal og Skellet, der i høj grad ejes af Næstved Havn. Området frigøres løbende frem mod 2034 i forbindelse med havnens udflytning.
– Det er ikke sikkert, at jeg når at opleve tingene. For der kan godt gå 25 til 40 år, før dette står færdigt, sagde Linda Frederiksen på byrådsmødet.
Bydelen skal rumme en blanding af boliger, erhverv, service, lokal detailhandel, kulturelle institutioner, kommunale funktioner og grønne byrum. Samtidig skal den nye bydel understøtte bylivet i samspil med den historiske bymidte. Området skal udvikles med varierede bygningstyper, grønne byrum og fokus på bæredygtighed og kulturarv.
Udviklingen skal ske på markedsvilkår i takt med efterspørgslen, men kommunen skal tage en aktiv rolle med investeringer, byggemodning og markedsdialog med investorer.
En særlig enhed i Næstved Kommune skal stå for processen, som forankres politisk og administrativt. Midlertidige aktiviteter og strategiske åbningstræk skal skabe liv i området, før byggeriet er færdigt.
En idékonkurrence om en strategisk udviklingsplan udskrives i 2026, og planen forventes vedtaget i 2027.























