Kort nyt: Udvikler sætter fart på byggeri af knap 100 boliger i Herlev

Politikere vedtager bevarende lokalplan for kirke, Danica Ejendomme får ny finansdirektør, og PensionDanmark Ejendomme får ny investeringsdirektør.

Svanen Gruppen bygger nye lejligheder på Hørkær 5 i Herlev for Core Property Management.
Svanen Gruppen bygger nye lejligheder på Hørkær 5 i Herlev for Core Property Management.

Nedrivningen er i gang på Hørkær 5 i Herlev, hvor et tidligere byggeri nu giver plads til ny udvikling. Materialer bliver sorteret, og området klargøres til næste fase, som markerer et tydeligt skifte i kvarteret.

Med byggetilladelsen på plads kan Svanen Gruppen gå i gang med opførelsen af 79 nye boliger for Core Property.

I området skal Svanen Gruppen desuden bygge 525 lejeboliger på Vasekær 2-8.

Samtidig ser udvikleren fremad og søger løbende nye grunde og muligheder for kommende projekter. Svanen Gruppen oplyser, at man er åben for dialog om ejendomme og arealer, der kan få nyt liv, og søger byggemuligheder i hele Storkøbenhavn.


Politikere vedtager bevarende lokalplan for kirke

Sankt Maria & Sankt Markus-kirken i Taastrup skal bevares. Foto: Google Maps.
Sankt Maria & Sankt Markus-kirken i Taastrup skal bevares. Foto: Google Maps.

Byrådet i Høje-Taastrup Kommune har nu endeligt vedtaget en bevarende lokalplan for vandrekirken på Taastrup Hovedgade.

Lokalplanen sikrer, at den historiske kirkebygning fremover ikke må nedrives, ombygges eller ændres uden særlig tilladelse fra byrådet.

Kirkebygningen er tegnet af arkitekt Martin Nyrop og blev opført i 1905 som midlertidig sognekirke på Frederiksberg. I 1931 blev bygningen købt af den katolske menighed i Taastrup og flyttet til sin nuværende placering.

Siden 2023 har kommunen været i dialog med Den koptisk-ortodokse kirke for at sikre bygningens bevaring gennem lokalplanlægning.

Lokalplanen fastlægger området til kirke og kirkelige handlinger og giver samtidig mulighed for kulturelle aktiviteter samt én præste- eller medarbejderbolig i tilknytning til kirken. Der åbnes også for anvendelse til offentlige formål, som for eksempel daginstitution.

Læs mere om kirken her.


PensionDanmark Ejendomme får ny investeringsdirektør

Cecilie Orland Kiærskou er tiltrådt som ny investeringsdirektør i PensionDanmark Ejendomme.

Det oplyser hun på LinkedIn.

Hun kommer fra en stilling som investment manager hos Urban Partners, hvor hun har arbejdet siden 2023.

Forud for det har Cecilie Orland Kiærskou haft en længere karriere hos NREP, hvor hun over knap ni år har arbejdet sig op fra analytiker til investment manager.

Hun har desuden tidligere erfaring fra AP Pension, hvor hun har haft flere roller inden for investering, samt fra Finansministeriet, hvor hun var studentermedhjælper.


Danica Ejendomme får ny finansdirektør

Jakob Fogh Nissen er udnævnt til ny finansdirektør i Danica Ejendomme.

Han har gennem de seneste fem år blandt andet været med til at løfte kvaliteten af den finansielle rapportering og stået i spidsen for digitaliseringen af økonomiområdet, oplyser Danica Ejendomme på LinkedIn.

Samtidig har han bidraget til at styrke samarbejdet og fællesskabet i organisationen.

Jakob Fogh Nissen har tidligere arbejdet som finansiel rådgiver i Danske Bank og som konsulent i PwC, inden han kom til Danica Ejendomme.


Greve Kommune renoverer bygninger for 10 millioner

Greve Kommune har afsat lidt over 10 millioner kroner til renovering af kommunens mest slidte bygninger. Pengene skal bruges i 2026.

I flere daginstitutioner bliver ventilationsanlæg renoveret, facader malet og slidte gulve og vægge sat i stand. Også skolerne er prioriteret. Der gennemføres skimmelsanering i enkelte lokaler, kældre får forbedret fugtsikring efter tidligere vandskader, en pavillon nedrives, og asfalt i skolegårde repareres.

Puljen dækker desuden rådhuset og andre kommunale bygninger. Elevatorer på rådhuset udskiftes, facader på et plejecenter renoveres, fliser i svømmehallen repareres, og der gennemføres generelle tiltag for bedre sikring mod brand- og vandskader. Samtidig igangsættes foranalyser af et nedslidt tag på en klubbygning og en facade ved Vangeleddet.

Arbejderne gennemføres i løbet af 2026, mens enkelte projekter kan blive færdiggjort i 2027.


Djurslands Bank udvider to filialer i Aarhus

Djurslands Bank forbereder en udvidelse af to af sine filialer i Aarhus som følge af markant kundevækst i området. Det gælder blandt andet bankens filial i en kendt bygning ved Oddervej i Højbjerg, hvor banken flyttede ind i foråret 2024 efter en modernisering.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Bygningen har været anvendt til bankdrift siden 1987, men allerede nu går banken i gang med næste fase af ombygningen. En del af de eksisterende bygninger er i for dårlig stand til renovering, og derfor opføres der en tilbygning. Udvidelsen skal give bedre plads til kundemøder samt forbedrede parkeringsforhold.

Samtidig udvides bankens filial ved Nørreport i det centrale Aarhus. Her har banken overtaget hele stueetagen i en markant hjørnebygning ved Nørreport og Kystvejen. Lokalerne bliver totalrenoveret med flere møderum, flere arbejdspladser og en ny indgang fra Kystvejen.

Ombygningen i Aarhus C forventes færdig den 1. juli, mens arbejdet i Højbjerg ventes afsluttet i oktober. Banken forventer, at udvidelserne vil styrke både synligheden og tilstedeværelsen i hele Aarhus-området.


Nyt domicil samler nordfynsk virksomhed i Søndersø

En markant sort bygning er ved at tage form ved rundkørslen på Vesterled i Søndersø. Her opfører DEWA VVS og Energi et nyt firmadomicil, som skal samle hele virksomhedens aktiviteter og skabe bedre rammer for både drift og medarbejdere.

Investeringen løber op i et tocifret millionbeløb, skriver Fyens.dk.

Virksomheden ledes af brødrene Andi Andersen og Dann Andersen, som overtog direktionen efter deres far i 2012. Indtil nu har firmaet haft base i Gamby, men flytter nu alle funktioner til Søndersø og fremlejer den tidligere erhvervsgrund.

Det nye domicil bliver cirka 1.000 kvadratmeter stort og erstatter de omkring 350 halvtreds kvadratmeter, som virksomheden hidtil har haft til rådighed. De største maskiner og containere placeres i et industrikvarter på en sekundær adresse, mens administration, lager og daglig drift samles centralt i byen.

Byggeriet forventes færdigt i foråret 2026, og virksomheden regner med at flytte ind i løbet af sommeren.


Tilmeld Nyhedsbrev