Aldrig har der i landets kommuner været så mange ansøgninger og planer om vindmølle- og solcelleparker som nu.
Men få projekter bliver gennemført med succes. Tværimod skaber mange projekter stor lokal utilfredshed, og de ender med at blive lagt i graven, fordi lokalbefolkningen sætter sig imod.
Det skriver Landdistrikternes Fællesråd i en pressemeddelelse.
Ifølge organisationen bremses projekterne ofte af en kombination af manglende afklaring og usikkerhed blandt nærmeste naboer og lokalsamfund, samt utilstrækkelige kompensationer og lokale fordele ved projekterne.
Landdistrikternes Fællesråd efterlyser derfor et langt større ambitionsniveau for kompensationen og involveringen af lokalområderne.
Læs også: Kommune vil have solceller på kommunale bygninger
– Vi vil det bedste for den grønne omstilling, og grøn energi er den fornuftige vej at gå. Men jeg kan godt forstå, at man lokalt har svært ved at lægge baghave til vindmøller og solcelleparker, når generne og usikkerheden så tydeligt overstiger fordelene, siger formand Steffen Damsgaard.
5.500 kroner årligt skaber ikke lokal opbakning
I 2023 blev der indgået en politisk aftale, som giver et løft til de nationale kompensationsordninger. Dermed kan naboer til solceller forvente en årlig kompensation (VE-bonusordning) på cirka 5.500 kroner. Det er langt fra nok til at sikre lokal opbakning, mener Landdistrikternes Fællesråd.
– 5.500 kroner om året er småpenge for en familie, når man tænker på de gener, som solcelleparker og vindmøller påfører naboer. De steder i landet, hvor man lykkes med solcelle- og vindmølleprojekter, og hvor der er opbakning fra lokalsamfund og naboer, ser man typisk, at der indgås lokale kompensationsaftaler mellem udviklere, naboer og lokalsamfund, som er langt større end de nationale ordninger, påpeger Steffen Damsgaard.
Læs også: Modulproducent skærer 25 procent af CO2-udslippet fra elforbrug med nyt solcelleanlæg
Grøn pulje, som kan anvendes til lokale tiltag de første år efter et energianlæg er opstillet, har fået et løft på 150 procent. For at puljen kan være med til at skabe reel lokal udvikling, skal den dog gentænkes på flere områder, mener Steffen Damsgaard:
– Penge fra grøn pulje burde kunne fordeles ud på 30 år, svarende til hele energianlæggets levetid. Det ville øge accepten af energianlæggene. Desuden bør midler fra grøn pulje kunne bruges til drift af kommunale kerneopgaver, og ikke blot til anlæg, udtaler formanden og fortsætter:
– Med de nuværende kompensationsordninger, lægger man fortsat en kæmpe byrde over på naboer og lokalsamfund, der tvinges til at forhandle lokale aftaler på plads med projektudviklerne for at få kompensationen op på et spiseligt niveau. Det er ikke rimeligt, at helt almindelige mennesker skal lægge arm med energiselskaberne, understreger Steffen Damsgaard, der foreslår en ny model for VE-kompensation.
Ny model for VE-kompensation: Op til 15 procent skal blive lokalt
Beregninger fra Kraka har vist, at opstillere af vindmøller og solceller på land står til at tjene milliarder. Én GW landvind er således 495 millioner kroner billigere at producere end tilsvarende mængde strøm fra havvind. Hvis man vil tjene store summer på solcelleparker og vindmøller, må man også give noget igen til de områder, hvor man stiller dem op – gevinsterne bør deles mere ligeligt, mener Steffen Damsgaard:
– Landdistrikternes Fællesråd har foreslået, at op til 15 procent af produktionsværdien samlet set skal gå til naboer, lokalsamfund og kommunen. Det er vi meget langt fra med de nuværende niveauer til VE-bonusordning og grøn pulje, så der er basis for at udviklerne bidrager mere lokalt.
Læs også: Intelligente droner skal gøre vindmøller mere effektive
Med de pengesummer, der er på spil, er der faktisk et potentiale for at vedvarende energi kan være med til at vende udviklingen i landdistrikterne, mener Landdistrikternes Fællesråd.
– Men det kræver, at vi tør stille krav til udviklerne om langt større kompensation end de nationale ordninger, så flere kan se sig selv i projekterne. For det er indgribende, når man opsætter kæmpevindmøller på 125-200 meters højde eller solcelleparker i et omfang på op imod 4.000 hektar. Vi ønsker et udviklingsbidrag, der efter lokalt ønske kan bruges til enten nye tiltag og anlæg, eller til at drifte lokalområdets vigtige funktioner, afslutter Steffen Damsgaard.
Lokalt ejerskab
Lokalt ejerskab af solceller og vindmøller, enten via energifællesskaber eller andelsbaserede energianlæg, hvor borgerne ejer energianlæggene, kan supplere bidragene lokalt.
Ved Thyborøn i Vestjylland er man ved at rejse verdens største vindmølle ved hjælp af lokalt ejerskab.
2.800 andelshavere i Lemvig Kommune (cirka hver femte borger) har købt andele for i alt 170 millioner kroner, som er prisen på vindmøllen, og dermed er der 100 procent lokalt ejerskab af vindmøllen.
Der findes flere eksempler på helt eller delvist lokalt ejerskab, som Landdistrikternes Fællesråd ser som en vigtig vej fremad.
