
Byrådet i Næstved besluttede midt i november at sende et lokalplanforslag for et alment boligområde med 24 tæt-lav boliger ved Vestre Kærvej i Lov i offentlig høring.
Planen er i høring frem til den 12. december 2025.
Det er boligorganisationen Lejerbo, der vil bygge de nye rækkehuse i op til to etager på den knap 9.700 kvadratmeter store grund.
Lokalplanen åbner for rækkehuse i både ét og to plan med udtryk i træ eller tegl i jordfarver.
Rækkehusene skal placeres med udsigtskiler mellem bygningerne, og der etableres halvanden parkeringsplads per bolig med forberedelse til el-ladestandere.
– Jeg har hørt fra Lejerbo, at de har omkring 700 på venteliste ud til Lov, sagde den afgående borgmester i Næstved, Carsten Rasmussen (S), da sagen var på dagsordenen på det seneste byrådsmøde.

Kun Enhedslisten stemte imod projektet.
– Så meget det end smerter mig, så vil jeg sige nej til et almennyttigt boligbyggeri, og det er fordi, det ligger op ad et industriområde. Og lige præcis det med boliger blandet med industriområder er der kun dårlige erfaringer med, sagde medlem af Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget, Tommy Lindegaard (EL) på byrådsmødet.
– Der bliver støjet, og der bliver støvet. Og jeg forudser problemer med den sammenblanding af bolig og industri.
Lokalplanområdet ligger omkring 2 kilometer syd for Mogenstrup og omkring 12 kilometer sydøst for Næstved. Området grænser ifølge kommunen op til det åbne land med dyrkede marker både mod øst og til landevejen mod vest.
Mod syd grænser området op til en mindre skovbevoksning og to beboelsesejendomme. Syd for skovbevoksningen er der etableret en nedknusningsvirksomhed og en grusgrav.





















