Arealudviklingsselskabet Kildedal P/S er ejet af Ballerup Kommune og PensionDanmark i fællesskab. Formålet med arealudviklingsselskabet er at udvikle Kildedal By til en ny by med 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser inden for især life science frem mod 2035.
Udviklingen har hidtil mest foregået på tegnebrættet, og under coronapandemien blev der afholdt digitale borgermøder om helhedsplanen, som blev vedtaget i september 2021.
Men nu er der udsigt til, at udviklingen af den nye bydel med nybyggeri for alvor kan gå i gang.
Mandag aften vedtog politikerne i kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune en rammelokalplan for udviklingsområdet.
– Det er en ordentlig omgang, vi skal i gang med, lød det indledningsvist fra formand for Klima- og Miljøudvalget, Hella Hardø Tiedemann (S), på kommunalbestyrelsesmødet.
– Vi skal nu i gang med en samlet sagspakke for Kildedal-projektet. Det markerer et væsentligt skridt i udviklingen af vores nye by, fortsatte hun.
Udvalgsformanden understregede, at visionen er at skabe et levende og bæredygtigt bymiljø.
– Vores mål er at etablere en moderne, blandet by med boliger, arbejdspladser, butikker, institutioner, bevægelseshus, måske en skole og byværter, der bidrager til bylivet. Kildedal-projektet forventes udviklet over de næste 10 til 15 år i samarbejde med Egedal Kommune, der også planlægger udvikling i Kildedal Bakke og Kildedal Nord, sagde hun.
Rammelokalplanen bygger på en helhedsplan fra 2023, udviklet i samarbejde med Werk, Cowi, Niras, Grandville, BRIQ, Aaen Engineering og CBRE. I alt skal der bygges 367.000 kvadratmeter i den nye bydel.
Byggeretsgivende lokalplan for første etape vedtaget
Rammelokalplanen for Kildedal er dog ikke byggeretsgivende. Det er til gengæld lokalplanen for første etape af udviklingsområdet. Den blev også endeligt vedtaget på kommunalbestyrelsesmødet mandag aften.
– Lokalplanen giver mulighed for 230 boliger og et parkeringshus, sagde Hella Hardø Tiedemann på kommunalbestyrelsesmødet og oplyste, at antallet af maksimalt tilladte etager er skåret ned fra seks til fem som følge af de høringssvar, som kommunen har modtaget.
Lokalplanen er baseret på skitser fra Nord Architects, Praksis, SLA og Artelia. Den skal bane vejen for et konkret boligprojekt ved Kildedal Station i den sydlige del af udviklingsområdet.
Kildedal P/S har således solgt området til en investor, men man er endnu ikke klar til at offentliggøre, hvem der skal bygge de kommende boliger og det 9.000 kvadratmeter store parkeringshus. Det forventes, at der kommer en udmelding, hvor der bliver sat navn på i løbet af en måned eller to.
I henhold til lokalplanen må der bygges i alt bygges 35.000 etagemeter i området. Lokalplanen regulerer ikke boligstørrelser og -typer, men den fastlægger, at der må bygges rækkehuse og etageboliger i form af punkthuse i området.
Der etableres bynatur i form af grønne byrum og arealer mellem bygningerne, som skaber forbindelser gennem området og udsigt fra boliger til naturen uden for lokalplanområdet. Naturen mod syd og øst trækkes helt op til og ind mellem bygningerne, lyder det i lokalplanen.
Området strækker sig over 3,5 hektar. I forbindelse med vedtagelsen af lokalplanen overføres det fra land- til byzone.
Spildevandsplan skal understøtte naturen i området
Foruden de to lokalplaner blev en spildevandsplan også vedtaget på kommunalbestyrelsesmødet.
Kildedal P/S har samarbejdet med Danmarks Naturfredningsforening i Ballerup om udviklingen af planen. Visionen er, at “løsningen understøtter udvikling af natur i og omkring Kildedal bedst muligt”, som det formuleres på arealudviklingsselskabets hjemmeside.
Her oplyses det videre, at regnvandsbassiner vil blive udformet, “så de understøtter udvikling af ny natur og levesteder for dyrearter”.
Generelt vil der være fokus på bæredygtighed og miljø i forbindelse med udviklingen af Kildedal. Nybyggerier skal eksempelvis certificeres til mindst DGNB Guld.
Alle byggerier må maksimalt må have et aftryk på 8 kilo CO2 per kvadratmeter, og man skal arbejde med tage, der er begrønnede for at øge biodiversiteten og forsinke regnvand eller etablere solceller, hvor det er muligt i forhold til skrå tage.