Lokalplan for 580 nordsjællandske boliger er vedtaget

Lokalplanen giver mulighed for, at der i udviklingsområdet kan bygges 580 rækkehuse og lejligheder i etagebyggeri i to-fire etager.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Et flertal i Planudvalget i Gribskov Kommune har vedtaget en ny lokalplan for et godt 26 hektar stort areal med navnet Troldebakkerne Vest i det nordlige Helsinge.

Lokalplanen giver mulighed for, at der kan bygges 580 boliger i form af rækkehuse, etageboliger og bofællesskab som en tilføjelse til det eksisterende område Troldebakkerne.

Det skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

– Troldebakkerne ligger midt i naturen, tæt på skole- og pasningsmuligheder og med eget trinbræt, udtaler formand for Planudvalget, Bo Jul Nielsen (R).

– Mange i København ønsker at flytte ud i naturen, men samtidig at være tæt på offentlig transport og bylivet. Derfor er Helsinge blevet en eftertragtet by at flytte til, og det imødekommer vi nu med en udvidelse af Troldebakkerne, så flere får mulighed for at nyde godt af området og fællesskabet.

Området er delvist ejet af et par private landmænd, mens størstedelen ifølge tingbogen ejes af Udviklingsselskabet Trolden ved aarhusianske Dan Ringsted Jacobsen.

I alt må der bygges 49.200 kvadratmeter boliger i lokalplanområdet. De kommende boliger etableres i flere boligklynger med blandt andet punkthuse i op til fire etager.

I den sydlige del af rammeområdet kan planlægges punkthuse i fire etager i én samlet klynge, mens lokalplanen fastlægger, at bebyggelsen maksimalt må være i én etage. Mod nordvest må bebyggelsen maksimalt være to etager, og centralt kan bebyggelsen være i op til tre-fire etager.

Et område med plads til naturen

I området er der større arealer med beskyttet natur. Derfor fastlægger lokalplanen også, at der skal være ubebyggede områder til sikring af den beskyttede natur, plads til regnvandshåndtering og passager til dyrelivet.

Bo Jul Nielsen fortæller, at formålet er at skabe et område, hvor både natur, fællesskaber og fremtidens boliger kan mødes.

– Med den nye lokalplan tager vi et vigtigt skridt i udviklingen af Helsinge Nord, og det kræver, at vi planlægger med omtanke for både mennesker og natur. Planen understøtter et varieret boligudbud med grønne områder og skaber dermed et fremtidssikret boligområde, der kan rumme områdets smukke natur, udtaler Bo Jul Nielsen.

Lokalplanen rummer desuden stamvej og boligveje, stier, grønne kiler og rekreative arealer, der skal binde klyngerne sammen med de omkringliggende landskaber.

Vejadgang til området kan ske fra Kildevej eller via stamvejen fra øst, Troldebakkerne, mens udkørsel fra området skal ske mod øst ad Troldebakkerne.

Langs Helsingørvej etableres en støjvold, som afskærmer mod trafikstøj og skaber et afgrænset boligområde. Lokalplanen indeholder bestemmelse om, at der på eller langs støjvolden skal plantes træer og buske.

Tæt på at være i mål med ambition om 10.000 indbyggere

I 2016 blev der udviklet en helhedsplan for området Troldebakkerne på baggrund af et ønske om en samlet planlægning for hele området nord for Helsinge.

Den samlede udvikling af Troldebakkerne tager udgangspunkt i et initiativ fra Gribskov Kommune, der skal understøtte udviklingen af Helsinge by.

Ambitionen er at øge befolkningstallet i Helsinge fra cirka 8.000 indbyggere i 2016 til 10.000 indbyggere. Den målsætning er man dog allerede tæt på at indfri. Aktuelt er der nemlig godt 9.700 indbyggere i byen, der ligger godt til på listen over Danmarks hurtigst voksende byer.

I alt strækker Troldebakkerne sig over 70 hektar, og helhedsplanen for området er udarbejdet af Effekt Arkitekter.

I den østlige del af Troldebakkerne er der frem til nu lokalplanlagt for cirka 525 boliger og herunder 90 plejeboliger. Den del af området er næsten fuldt udbygget.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling