Blå gultæpper er skiftet ud med lyse gulve, der ligner træ, ligesom ny belysning, nyt inventar og afdæmpede farver har erstattet en ældre indretning i Jysks butikker i hele verden.
Det hele tog sin begyndelse i Horsens, hvor konceptet i 2016 blev testet. Det blev starten på det såkaldte Store Concept 3.0, som i 2021 havde vist så flotte resultater, at det blev besluttet at fremskynde udrulningen, lyder det i en pressemeddelelse fra Jysk.
Boligindretningskæden satte sig et mål om at få alle Jysk-butikker med den rigtige størrelse og placering konverteret inden for de næste tre år.
Læs også: Jysk åbner midt i København
Tre år senere er udrulningen afsluttet, og ifølge Jysk har den været en stor succes. Tidsplanen med ombygningerne af flere tusind butikker holdt, på trods af globale udfordringer med længere leveringstider på inventar og prisstigninger på råvarer i kølvandet på coronapandemien.
– Vores nye koncept har forbedret købsoplevelsen enormt, og sammen med udviklingen i vores sortiment mener vi, at vi har taget et kæmpe skridt fremad, når det kommer til brand og kvalitetsopfattelse. Det viser sig også med flere yngre kunder og bedre kundefeedback, udtaler Carsten Nørgreen Weinkouff, Executive Vice President Retail Development, Customer Service og B2B.
Et kæmpe projekt
I løbet af de tre år er der blevet gennemført godt 2.000 butiksaktiviteter. Det betyder, at der i gennemsnit er blevet ombygget mere end én butik om dagen, hvilket har været en investering på 4,7 milliarder kroner.
– For fortsat at være attraktive for vores kunder er vi nødt til at investere i vores butikker, og med tanke på vores konstante omsætningsvækst og solide indtjeningsresultater gennem de seneste regnskabsår tør jeg godt at sige, at investeringen er pengene værd, siger Carsten Nørgreen Weinkouff.
Læs også: Svensk kæde bliver del af kommende butikscenter i Sønderborg
På alle lokationer, hvor det har været muligt, er ombygningen af butikker nu gennemført. Kun ganske få ældre butikker står stadig tilbage, hvor en ombygning ikke har været mulig på grund af en gældende lejekontrakt.
– Vi skal altid overveje, om det er en god business case eller ej at ombygge en butik. Næsten alle vores butikker er lejet, og her er vi nødt til at vente til kontraktudløb, hvis den nuværende placering ikke er den ideelle til en ombygning, ligesom det ikke giver mening at ombygge en butik, der skal lukke, forklarer Carsten Nørgreen Weinkouff.
Store Concept 4.0?
Spørgsmålet er nu, hvornår Store Concept 4.0 er klar til takeoff, men ifølge Carsten Nørgreen Weinkouff vil fremtidige ændringer blive foretaget med udgangspunkt i det nuværende butikskoncept.
Læs også: Denne butikskæde skaber liv i bymidten
– Det er ikke sandsynligt, at vi vil gennemføre en så stor konceptændring igen lige med det samme. Vi står nu på et rigtig godt fundament for fremtiden, og det bliver i stedet konkrete tilpasninger til forskellige områder i butikkerne, hvor vi kan tilføje noget ekstra til butiksoplevelsen, siger han.
Om Store Concept 3.0
- Det nye koncept blev første gang introduceret i 2018 og blev mødt med positiv respons fra både kunder og medarbejdere lige fra starten.
- Lyse gulve i trælook, ny belysning, nyt inventar og afdæmpede farver har erstattet tæppegulve og ældre inventar for blot at nævne nogle få vigtige elementer i det nye butiksdesign.
- Hver detalje i butikken er designet og bygget til at præsentere produktsortimentet på den bedst mulige måde.
Kilde: Jysk.