Milliardprojekter risikerer naturtab, hvis biodiversitet ikke tænkes ind fra start

En ny rapport fra Sweco advarer om, at store danske infrastrukturprojekter risikerer både naturtab og dyre omprojekteringer, hvis biodiversitet ikke tænkes ind fra starten.

Rasmus Fuglsang Frederiksen, chef for natur i Sweco Danmark. Foto: PR.
Rasmus Fuglsang Frederiksen, chef for natur i Sweco Danmark. Foto: PR.

En ny rapport fra Sweco advarer om store omkostninger og tab af natur, hvis biodiversitet ikke bliver en grundlæggende del af fremtidens infrastrukturprojekter allerede fra første streg.

Det oplyser ingeniørrådgiveren i en pressemeddelelse.

Rapporten, Biodiversity in Practice: From Loss to Gain, viser gennem europæiske eksempler, at naturen kan indgå som en reel værdiskaber, og at mange af løsningerne allerede findes.

Danmark står foran investeringer i infrastruktur for 160 milliarder kroner frem mod 2035, og dertil kommer store udgifter til energiudbygning og klimatilpasning. Ifølge Rasmus Fuglsang Frederiksen, chef for natur i Sweco Danmark og medforfatter til rapporten, er det nu, der skal handles.

– Vi står med en historisk mulighed. Når staten og kommunerne planlægger investeringer i denne størrelsesorden, kan vi simpelthen ikke tillade os at gentage gamle fejl. Hvis biologer først kommer på banen, når projektet er halvvejs tegnet, er de bedste løsninger allerede tabt på gulvet, siger han.

Rapporten understreger, at tidlig biologisk screening kan reducere både forsinkelser og naturtab. Flere europæiske aktører arbejder allerede systematisk med biodiversitet, og nogle af teknologierne er i brug i Danmark, men indsatsen er stadig sporadisk.

Ifølge Sweco er Danmark nået til et punkt, hvor naturneutrale projekter er mulige, men biodiversitet bliver ofte behandlet som et bilag og ikke som et styrende princip.

– Der skal et paradigmeskifte til, siger Rasmus Fuglsang Frederiksen.

Han peger på tre nødvendige trin i arbejdet: først at minimere påvirkningen på selve anlægsområdet gennem kortlægning, justeret linjeføring og naturbaseret design. Dernæst at håndtere de store påvirkninger uden for selve byggepladsen, blandt andet fra råstofudvinding og materialer, som kan udgøre op imod 95 procent af biodiversitetsaftrykket. Det sidste trin er genopretning og kompensation, hvor nye levesteder skabes, og tabte naturfunktioner erstattes.

Et pilotprojekt i Aarhus, som rapporten fremhæver, viser, hvordan biodiversitet kan måles i hele værdikæden for opførelsen af fire bygninger. Resultatet giver bygherren mulighed for at identificere de største påvirkninger og reducere naturtab.

Rasmus Fuglsang Frederiksen mener, at tiden er inde til at skalere indsatsen.

– Når vi får styr på værdikæderne og udvikler metoderne yderligere, vil naturpositive projekter være realistiske. Det handler om at komme i gang nu, og det er både af hensyn til projekterne og naturen, men også før krav fra myndigheder og forbrugere overhaler os. Det første skridt er at rykke biodiversitet helt frem i beslutningsrækkefølgen, siger han.

Tilmeld Nyhedsbrev