Sidste bolig er nu afleveret i de tre boligområder Vestertorp, Østertorp og Nørretorp i Torpgården i Herfølge.
Her har NCC i hovedentreprise og i samarbejde med AI-gruppen renoveret 178 boliger for Køge almennyttige Boligselskab og DAB.
– Beboerne er glade, og vi går herfra med en god fornemmelse i maven. Det har været en god byggesag, hvor samarbejdet har været virkelig godt; både med bygherre og rådgiver, men også med vores fagentreprenører. Det er en rigtig holdindsats, udtaler Bob Borella, der er senior projektchef i NCC’s renoveringsenhed i NCC Building Nordics, i en pressemeddelelse.
Læs også: Herfølge Bjergby får helhedsplan: 1.200 boliger på vej
Bygningerne i området er rækkehuse i et og to plan opført i 1978. Hele området er bundet sammen af gangstier og grønne fællesarealer. Bygningerne har facader af træ, murede gavle og tagbelægning af teglsten.
Bebyggelsen har blandt andet fået nye tage i tegl med underlag af tagpap på alle boliger, skure og fælleshus. Døre og vinduer er blevet udskiftet, og der er monteret glasbaldakiner ved hoveddørene. Dertil har boligerne har fået nye tagrender og nedløb, og der er udført facadebeklædning som isoleret konstruktion med udvendig beklædning i træ ved boliger og fælleshus.
– NCC har leveret et pænt arbejde og efterlader beboerne med et flot resultat af deres afdeling. Renoveringen har givet Torpgården et løft, så man næsten skulle tro, det var en ny afdeling. Vi har været glade for samarbejdet med NCC og deres byggeledelse, udtaler Mads Fisker, projektleder fra DAB.
Læs også: Ny klagenævnspraksis forsinker lokalplan for økolandsby i Herfølge
Begyndelsen af renoveringsprocessen var udfordret, fordi facadekonstruktionen var anderledes end ventet og dermed krævede mere arbejde og tog længere tid, end det var planlagt.
Efterhånden fik holdet lært bygningerne at kende, og principperne fra de første bygninger kunne bruges gennem resten af processen.
De 178 boliger er fordelt på 38 blokke med fire eller seks boliger i hver.