I oktober 2023 indgik Boligforeningen Vibo aftale med Hillerød Kommune om at bygge 65 nye boliger i området Violinbuen II i Ullerød.
Det almene boligprojekt omfatter to afdelinger i et såkaldt “tvillingebofællesskab” i udviklingsområdet, hvor også Lind & Risør står bag nye rækkehuse.
Samlet omfattede Boligforeningen Vibos projekt i alt 66 boliger, men byggegrunden er ifølge Hillerød Kommune præget af store niveauforskelle, og store områder af grunden er beliggende ret lavt.
Dertil kommer, at der i nogle områder er funderingsudfordringer ifølge de geotekniske undersøgelser. Disse komplikationer er blevet væsentligt forværret efter Lind & Risørs terrænregulering af deres byggegrund syd for byggegrunden samt etablering af ny forbindelsesvej øst for byggegrunden.
Nu er Boligforeningen Vibos projekt derfor blevet ændret, så det nu omfatter 73 boliger fordelt på to afdelinger.
Den ene afdelingen vil bestå af 23 boliger med et samlet boligareal på godt 1.900 kvadratmeter, mens den anden afdeling vil bestå af 50 boliger med et samlet boligareal på 4.400 kvadratmeter. Desuden opføres i tilknytning til de to afdelinger et fælleshus på 200 kvadratmeter.
Samlet set løber projektet op i godt 190 millioner kroner, hvilket er cirka 31 millioner kroner mere, end det oprindeligt projekt.
“Bygherren har sammen med Kuben Management og Henning Larsen Arkitekter gennemført en meget omfattende markedsdialog, der har vist to store problemer med en prissætning af byggeriet indenfor de gældende maksimumbeløb”, lyder det i en mail fra boligforeningen til Hillerød Kommune.
Boligforeningen Vibo søger derfor om forlængelse af fristen for indsendelse af skema B med otte måneder til den 19. februar 2026. Dermed kan projektet sendes i EU-udbud før sommerferien 2025, og hvis alt går efter planen kan byggeriet sættes i gang i foråret 2026.
“Vi håber selvsagt at vi kan have tidligere opstart, og vi har med den reviderede bebyggelsesplan rigtig god markedsrespons på priser indenfor maksimumbeløbet således, at vi kan vise, at det på trods af de rammemæssige udfordringer er muligt at bygge godt alment byggeri indenfor gældende maksimumbeløb”, lyder det i mailen fra boligforeningen.