For at blive klar til kravet om en maksimal gennemsnitlig udledning på 7,1 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter per år fra nybyggeri næste sommer, har Nordstern tilmeldt projektet Svanemølleholm til Swecos initiativ om at udvikle konkrete løsninger til at mindske byggeriets klimaaftryk. Det skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.
Det 14.200 kvadratmeter store kontorprojekt i Nordhavn opføres af Industriens Pension, og den kommende kontorbygning får Lundgrens Advokatpartnerskab som lejer.
Industriens Pension har høje ambitioner om certificeringer, herunder DGNB Platin, DGNB Hjerte, DGNB Diamant og EU’s Taksonomi 7.7.
Læs også: Almene boliger og husbåde på Svanemølleholm i Nordhavn
Holdet bag projektet undersøger, hvordan branchen kan håndtere CO2-udledningen fra transport og arbejdet på selve byggepladsen.
Forhåbningen er, at erfaringerne fra Svanemølleholm positivt kan bidrage til Swecos mål om at samle erfaringer og skabe et katalog over lavemissionsbygninger, der kan inspirere fremtidige byggeprojekter i hele Norden.
– Samarbejde på tværs i branchen er helt nødvendigt for at vi fortsat nedbringer klimaaftrykket inden for nybyggeri så vel som ved transformation af eksisterende byggeri. Derfor er jeg stolt af, at Svanemølleholm bidrager til projektet for det Nordiske Ministerråd om at mindske byggeriets klimaaftryk, udtaler Christine Collin, afdelingschef, Bæredygtighed i Byggeri hos Sweco.
Fælles målsætning om CO2-reduktion
For at få de gode ideer på bordet og bringe projektets parter sammen har specialister og rådgivere fra Sweco og Nordstern deltaget i en workshop.
Formålet med workshoppen er at fokusere på klimaaftrykket fra byggeprocessen, især på de dele, der handler om transport og arbejdet på selve byggepladsen.
Transporten dækker over al den CO2, der udledes ved at transportere materialer og udstyr til byggepladsen. Byggepladsens arbejde omfatter det energiforbrug, der går til at drive maskinerne og arbejdet på pladsen, samt hvordan byggeaffald håndteres.
Det er totalentreprenør og projektudvikler Nordstern samt arkitekter fra Henning Larsen og ingeniører fra Afry, der har skabt rammerne for projektet i forhold til at opnå målene for en reduceret CO2-produktion i byggeriet af Svanemølleholm.
Læs også: Kontordomiciler skal bidrage til livet i Nordhavn
Ved at tage udgangspunkt i Svanemølleholm får Nordstern og rådgiverne mulighed for at indgå i en dialog om, hvor stor en effekt de forskellige tiltag vil have på CO2-udledningen og arbejdet med de enkelte certificeringer og EU’s taksonomi.
Projektholdet har erfaringen til at afgøre om ændringsforslagene vil spille sammen med både overholdelsen af EU-taksonomien og arbejdet med kriterierne i de øvrige certificeringer.
– Projektet er et forbillede for, hvordan store byggeprojekter kan integrere bæredygtighed og CO2-reduktion i praksis. Samarbejdet med Sweco og rådgiverne giver os mulighed for at afprøve nye metoder, der kan sætte en ny standard for fremtidens bæredygtige byggeri. Vi vil gerne måle og reducere disse udledninger for at fremme bæredygtige byggepraksisser og overholde lovkravene, udtaler Jacob Tvede, Afdelingschef Design hos Nordstern.
Nordisk katalog over lavemissionsbyggeri
Svanemølleholm er ét blandt flere projekter i Swecos arbejde for det Nordiske Ministerråd, der har til formål at samle erfaringer fra ambitiøse projekter og udgive et omfattende katalog over lavemissionsbygninger.
Læ også: Store vinduespartier understøtter industrielt udtryk på domicilbyggeri på Svanemølleholm
Kataloget vil give byggebranchen værdifuld indsigt i, hvordan løsninger som cirkulær økonomi og forlængelse af bygningers levetid kan implementeres.
Desuden vil kataloget vil fungere som en ressource for fremtidige bæredygtige projekter i Norden og Estland. Kataloget vil inspirere og vejlede branchen til at nå fremtidens bæredygtighedsmål, hvor erfaringer fra Svanemølleholm og andre projekter vil fungere som konkrete eksempler.