Novo Nordisk har for nyligt udvidet deres produktion på Hagedornsvej 1 i Vangede, men medicinalgiganten har yderligere udvidelse i støbeskeen. Desuden skal der opføres et nyt parkeringshus samt nye kontorfaciliterer.
Planerne omfatter området ved Hagedornsvej og Lagergårdsvej tæt på Motorring 3. Formålet er at skabe bedre rammer for virksomhedens eksisterende anlæg, blandt andet gennem nye produktionsfaciliteter, kontorer, tekniske anlæg og parkeringsløsninger.
Novo Nordisk har købt ejendommene på Lagergårdsvej 1-27 for at kunne udvide aktiviteterne.
Projektet kræver både en ny lokalplan og et kommuneplantillæg, der skal ændre kommuneplanens rammer, så der kan bygges mere og højere end tidligere. I det eksisterende erhvervsområde kan bebyggelsesprocenten øges til 160, mens den i det nye område kan hæves til 240. Nybyggeri må opføres i fire-otte etager og op til 25 meters højde.
Planforslagene har været i offentlig høring i otte uger, og der blev afholdt borgermøde i december 2025. Kommunen modtog bemærkninger fra Vejdirektoratet og trafikselskabet Movia samt tekniske input fra Miljøstyrelsen. På baggrund af dialogen er der blandt andet tilføjet en redegørelse om grundvandsforhold, som er nødvendig for at kunne vedtage planerne endeligt.
Miljøvurderingen konkluderer, at udbygningen kan påvirke miljøet, og derfor er der udarbejdet en miljørapport, der blandt andet vurderer forhold som trafik, natur, støj, klima og menneskers sundhed.
Her får projektet en generelt positiv vurdering i forhold til arkitektur, mens vurderingen er mere begrænset på grøn omstilling og inklusion, hvilket blandt andet skyldes anlæggets karakter af et højsikret produktionsområde.
Medicinalgiganten ønsker ikke at kommentere på omfanget af, tidsplanen for eller økonomien i projektet.





















