På fredag åbner Vejdirektoratet en ladepark med 30 lynladepladser ved Langeskov på Fyn.
Det skriver direktoratet i en pressemeddelelse.
– Der blev afsat en halv milliard kroner til ladeinfrastruktur med infrastrukturaftalen, og pengene er godt i gang med at blive forvandlet til lynladere rundt om i landet. Nu åbner ladeparken ved Langeskov, og 30 nye pladser kan sikre strøm til elbilisterne, udtaler transportminister Thomas Danielsen (V).
Den nye ladepark og samkørselsplads er placeret tæt ved til- og frakørsel <47> Langeskov langs E20 Fynske Motorvej.
Fire ud af de i alt 30 ladepladser er til biler med trailer eller campingvogn samt handicapkøretøjer, hvoraf resten er til personbiler.
Læs også: Åbner hidtil største lynladestation i Aabenraa
Lynladerne har en effekt på op til 300 kilowatt, og af konkurrencehensyn skal pladsen drives af to forskellige ladeoperatører. Denne opgave har de to firmaer Fastned og EDF Danmark vundet.
På taget af ladeparken er der etableret solceller, og fra den nye ladepark har Vejdirektoratet bygget en trappe ned til en lille sø.
– Den nye plads, der nu er en kombineret ladepark og samkørselsplads, skal gøre det endnu nemmere at være elbilist, hvis man bor i området eller pendler på tværs af landet, siger projektleder i Vejdirektoratet Charlotte Veiss-Pedersen.
Læs også: Åbner lynladepark i Hammelev
Den nye plads, der nu kombinerer ladepark, parkeringspladser for samkørsel og cykelparkering, bliver endnu et bidrag til Vejdirektoratets mål om at bidrage til den grønne omstilling af vejtransporten.
Flere offentlige lynladere på vej
Der er afsat 500 millioner kroner frem mod 2030 til ladestationer langs statsvejnettet.
I 2023 åbnede Vejdirektoratet de første ladeparker på rastepladserne Lillebælt Syd og Nord på Fyn samt på rastepladserne Tappernøje Øst og Vest på Sjælland, og med åbningen på fredag har Vejdirektoratet sat strøm til i alt 160 offentlige lynladepladser fordelt rundt om i landet.
I 2026 åbner Vejdirektoratet yderligere 20 nye ladeparker med samlet set 288 lynladepladser langs de danske motorveje.