Nu kan Fjordskolen i Aabenraa omdannes til 40 boliger

Planen for omdannelse af Fjordskolen i det sydøstlige Aabenraa til boliger er nu klar til at blive realiseret. Bag projektet står lokalt selskab, der ejes af dansker med adresse i Shanghai.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Politikerne i byrådet i Aabenraa godkendte den 27. april 2022 lokalplanen for omdannelsen af Fjordskolen i det sydøstlige Aabenraa til 40 boliger med et samlet areal på 7.500 kvadratmeter.

Bag projektet “Udsigten” står selskabet W1 Holding ApS, der ejes af John Fohlmann Christensen, der er bosiddende i Shanghai i Kina. Selskabet tegnes dog af administrerende direktør, Torben Brand, der også udtalte sig i en pressemeddelelse, som Aabenraa Kommune udsendte i forbindelse med salget af ejendommen i november 2020.

– I sikringen af den miljømæssige bæredygtighed inddrages emner som urbanitet, landskab, materialer, energi, dagslys og indeklima. Driften sker med et minimum af ressourcer, og i designet prioriteres passive tiltag til sikring af huse med godt indeklima og lavt energiforbrug, udtalte Torben Brand dengang.

Området rummer en bygning med en bevaringsværdi 4. Lokalplanen giver dog mulighed for, at den bevaringsværdige bygning kan nedrives med byrådets tilladelse.

Den kommende boligbebyggelse disponeres omkring en markant grøn kile, og den overordnede disponering af området tager udgangspunkt i placeringen med udsigt mod Aabenraa Fjord.

“Facader skal primært udføres i blank mur i lyse teglsten. Dog skal facaderne i tegl kombineres med facader i træ i mørke farver for blandt andet at markere ankomsten til boligen. Bebyggelsen skal fremstå med detaljeringer i facaden i form af delpartier med relief, lameller i mørkt træ, mønstermurværk og lignende”, fremgår det af lokalplanen.

Bygningerne placeres med indbyrdes forskydninger, og de vil fremstå med variation i etageantal og bygningshøjder i form af bebyggelse i en og to etager. Lokalplanen giver desuden mulighed for, at der kan opføres tagterrasser på tage og, at der i dele af området kan opføres drivhuse/orangeri/væksthus på tage af bebyggelse i to etager.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling