“En bydel som har et særligt fokus på det ældre segment”, lyder det i et skitseprojekt fra H. Skjøde Knudsen, OK Fonden og JEP Arkitektur.
Trioen står bag planen om at bygge et allerede projekteret friplejehjem med navnet Spirehaven samt et seniorbofællesskab og en dagligvarebutik i Anderup i Odenses nordlige udkant.
Projektet er udformet med udgangspunkt i OK-Fondens plejehjem Bavne Ager i Gilleleje, men faktisk har man ikke behøvet kigge så langt for at finde inspiration til at placere seniorboliger ved siden af et plejehjem.
Aktuelt har Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune 221 borgere på venteliste til ældre- og handicapvenlige boliger. Heraf har 58 ældre borgere et udtalt ønske om at få en bolig på Lokalcenter Rosengården, der ligger i tilknytning til et ældrecenter drevet i privat regi.
– De har valgt at vente, fordi de gerne vil have en ældrebolig lige præcis der, sagde rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Brian Dybro (SF) på et byrådsmøde onsdag den 28. august.
– Jeg forstår dem godt. Ældreboliger tæt på plejehjem giver nemlig langt større muligheder for at være med i aktiviteter og fællesskaber med andre, sagde han videre.
Læs også: Projekt i Odense: God efterspørgsel på 89 nye lejeboliger
Sagen var på byrådets dagsorden, fordi politikerne skulle tage stilling til en indstilling om at reservere en støttekvote på 13,4 millioner kroner til opførelse af 52 ældreboliger.
Det er nemlig planen, at seniorbofællesskabets 52 boliger skal være almene boliger. Og det forventes, at boligprojektet løber op i lige knap 94 millioner kroner.
Ældre- og Handicapudvalget får efter planen anvisningsret til boligerne, hvilket også betyder, at kommunen skal stille garantiforpligtelse for eventuelle udgifter til tomgangsleje.
En lille bydel for ældre
Udviklerne har udset sig en godt 83.000 kvadratmeter stor grund på hjørnet af Otterupvej og Anderupvej.
– Der er store visioner for, hvordan livet skal være ude i Anderup, hvor OK Fonden har planer om at opføre Spirehaven – et nyt og moderne plejecenter, sagde by- og kulturrådmand Søren Windell (K) på byrådsmødet.
– Det kommer til at skabe sådan en helt ny bydel derude, lød det videre fra rådmanden.
Samlet er der da også tale om godt 150 boliger og så altså en 1.200 kvadratmeter stor dagligvarebutik med tilhørende tankstation og 50 parkeringspladser i terræn på en 6.700 kvadratmeter stor grund.
Læs også: Lokal udvikler bag projekt med 56 boliger midt i Odense
Det 6.500 kvadratmeter store friplejehjem skal rumme 75 boliger og placeres på en matrikel, der strækker sig over knap 13.000 kvadratmeter.
Desuden er der fundet plads til 24 såkaldte tryghedsboliger under OK Fondens koncept “Boliger for livet”. De får et samlet etageareal på 1.900 kvadratmeter og placeres på en godt 7.000 kvadratmeter stor grund. Tryghedsboligerne samles i tre grupper med otte boliger i hver.
Og endeligt skal der altså bygges 52 almene boliger i seniorbofællesskabet, som placeres på en knap 20.000 kvadratmeter stor grund. Boligerne får et samlet etageareal på knap 4.700 kvadrameter.
Der etableres fire to-værelses boliger på 63 kvadratmeter, 40 tre-værelses boliger på 90,5 kvadratmeter og otte fireværelses boliger på 108,5 kvadratmeter. Dertil kommer et fælleshus på omkring 100 kvadratmeter.
Det er endnu ikke afklaret, hvem der som bygherre og fremtidig ejer skal drive ældreboligerne.
Læs også: Mægler melder om stor interesse for nye rækkehuse i Odense
Forvaltningen i Odense Kommune peger dog på, at byggeriet af boligerne ved Spirehaven kan indgå som led i erstatningsbyggeri, idet byrådet tidligere har besluttet at arbejde hen mod en nedrivning af Civicas 34 ældreboliger ved Hesselhaven på Døckerslundsvej.
Tilbage til Anderup. Her får det kommende boligområde tilkørsel fra Anderupvej. Projektet er opdelt i to etaper, hvor anden etape kan komme til at rumme familieboliger i form af række- og parcelhuse, eventuelt som private udlejningsboliger. Der er afsat et areal på 39.500 kvadratmeter til anden etape.
Der første nye ældreboliger i en årrække
Odense Kommune har igennem en årrække ikke bygget nye ældreboliger. Men projektet i Anderup forventes at blive det første af flere projekter, hvor der bygges ældreboliger i form af rækkehuse i tilknytning til nyopførte plejehjem.
By- og Kulturforvaltningen vil derfor sammen med Ældre- og Handicapforvaltningen bruge projektet som et pilotprojekt, der skal være med til at indsamle erfaringer og definere nye standarder for, hvordan boliger af denne type kan opføres, fremgår det af referatet fra byrådsmødet.
Læs også: Projekt med 440 boliger i Odense rykker nærmere
Ældre- og Handicapforvaltningen og By- og Kulturforvaltningen er i gang med at gennemgå kommunens ældreboliger, idet forvaltningerne vurderer, at en del af boligerne med fordel vil kunne overgå til andre formål. Mange af dem lever nemlig ikke op til tidens krav til en ældrebolig.
Forvaltningerne forventer, at udfasningen af eksisterende ældreboliger vil svare nogenlunde til etableringen af de nye ældreboliger, og at der dermed ikke vil ske en udvidelse af kapaciteten.