I december 2022 skulle Teknik- og Miljøudvalget i København tage stilling til, om et lokalplanforslag for Wilders Plads 9-11 på Christianshavn skulle sendes i otte ugers offentlig høring.
Selskabet Wilders Plads Ejendomme, der ejes af familien Barfred, står i samarbejde med arkitekter fra Lundgaard & Tranberg bag projektet, der omfatter 3.000 kvadratmeter nybyggeri med restauranter, bådklub og café i stuetagen og boliger på de øvrige etager.
De i alt seks udvalgsmedlemmer fra Socialdemokratiet, Enhedslisten og Alternativet stemte dengang imod at sende lokalplanforslaget i høring, mens de i alt fem medlemmer fra De Radikale, Konservative, SF og Venstre stemte for. Dermed blev forslaget nedstemt.
Læs også: Politikere forbyder nedrivning af bygning på Amager
Siden har sagen dog taget en politisk drejning, idet Alternativet er vendt på en tallerken. Nu har et flertal af politikerne i borgerrepræsentationen derfor besluttet, at lokalplanforslaget skal genbehandles.
– Jeg synes, at der er noget enormt vigtigt i at sikre en forudsigelighed, at man sikrer stabile vilkår for en bygherre og den kreds omkring en bygherre, som skal realisere et projekt, erkendte Emil Sloth Andersen (Å) på det seneste møde i borgerrepræsentationen, hvor partiets medlem af teknik- og miljøudvalget, Troels Christian Jacobsen, ikke var til stede.
– Teknik- og miljøordføren har været i meget grundig dialog med bygherren, og det er jo så den anden side af sagen; at man også i en proces kan blive klogere og beriget med ny viden. Og det er grunden til, at vi igen på ny behandler denne sag, lød det fra Emil Sloth Andersen.
Læs også: Balder vil bygge plejehjem og boliger på Amager Øst
Både i Teknik- og Miljøudvalget og i borgerrepræsentationen tegner der sig nu et flertal for, at familien Barfred kan få sendt et lokalplanforslag for projektet i offentlig høring.
Projektet forudsætter nedrivning af to ældre værkstedsbygninger på i alt 790 kvadratmeter til fordel for nybyggeri i et-fire etager.
De to gamle værkstedbygninger står aktuelt og forfalder, og de er ikke udpeget som bevaringsværdige.
Når sagen alligevel er prekær skyldes det, at der i foråret 2022 blev afholdt en kampagne om Byens Sjæl, hvor københavnerne og et dommerpanel udvalgte 50 bygninger som favoritter. Blandt de udvalgte bygninger var bygningen på Wilders Plads 11.
Læs også: Byggeriet af over 70 nye familieboliger på Amager er i gang
Af medlemsforslaget om at genoptage planprocessen for projektet fremgår det blandt andet, at “det særegne og kulturmiljøet for bygningerne på Wilders Plads videreføres ved at videreføre de særegne gule facader kendt fra Wilders Plads. Bygherre ønsker også at skabe rammerne for, at der i stueetagen kan genetableres det liv herunder muligheden for restauration og café som bygningen blandt andet blev kendt for at huse, før den lukkede. Endeligt ønsker bygherre at bygge en bygning, der er DGNB-guld certificeret samt har en levetid på 200 år, hvilket er langt over gennemsnittet for den type bygninger”.
Gennem den seneste planproces blev der ikke lagt op til, at der skulle stilles krav om almene boliger som en del af projektet, da det samlede etageareal for nye boliger i lokalplanforslaget er under minimumsgrænsen på 3.200 kvadratmeter. Det forventes, at der bliver plads til omkring 22 nye lejligheder i bebyggelsen.