Ny ø på tippen af Sprogø skal skabe flere ynglesteder for fugle

En ny ø på tippen af Sprogø, der skal skabe flere ynglesteder for beskyttede fuglearter som fjord-, hav- og dværgternen.

For at styrke biodiversiteten endnu mere har Sund & Bælt valgt at afsætte 10 millioner kroner til en række naturprojekter.

Første fase af projektet er nu gået i gang og involverer etableringen af både en ø, en sø og en faunapassage på Sprogøs nordlige del.

Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Projekterne er et vigtigt skridt i Sund og Bælts arbejde med biodiversitet, fortæller Ditte Marie Hjort, der er projektansvarlig i Sund & Bælts afdeling for bæredygtighed.

– Sprogø er placeret i et Natura 2000-område, hvilket betyder, at der er naturtyper og dyr, som kræver en særlig bevaringsindsats. Og med disse tiltag styrker vi indsatsen ved blandt andet at give en række fuglearter bedre betingelser for at yngle.

Naturprojekterne udspringer ifølge Sund & Bælt af arrangementet Naturens Døgn, der blev afholdt i forbindelse med Storebæltsbroens 25-års jubilæum sidste sommer.

Læs også: Nyt naturområde etableres ved Storebæltsbroen

Her var 33 eksperter indenfor natur og biodiversitet samlet for at komme med løsninger, der kan forbedre biodiversiteten omkring Storebæltsbroen. Nu er idéerne blevet forvandlet til konkrete tiltag.

Sund & Bælt oplyser, at tiltagene skal godkendes af de ansvarlige myndigheder, som lige nu behandler sagen. Derfor kan der opstå ændringer eller justeringer.

En ø med flere muligheder

Ny ø på Sprogø skal skabe ynglesteder for fugle. Illustration: Sund & Bælt.
Ny ø på Sprogø skal skabe ynglesteder for fugle. Illustration: Sund & Bælt.

Et af tiltagene er etableringen af den nye ø på op til 1.000 kvadratmeter. Øen etableres i Dybsø på tippen af Ny Sprogø og forventes at bidrage til flere steder, hvor split-, fjord-, hav- og dværgternerne kan bygge reder.

– Ternerne er alle beskyttede fuglearter, som kun yngler uforstyrrede steder. Med etableringen af den nye ø, øger vi mængden af steder, de kan bygge redde, hvilket forventeligt vil øge bestanden, udtaler Ditte Marie Hjort.

Læs også: Pensionskasse vil have biodiversitetslov

Udover øen etableres der også to faunapassager, som skal sikre særligt edderfugleungers passage fra reden på land hen over kystsikringen og ud i havet. Og så skal en ny sø give den sjældne, grønbrogede tudse bedre betingelser til at formere sig, skriver Sund & Bælt.

Alle tiltagene bliver etableret med materialer, der allerede findes på Sprogø. Overskudsjord fra udgravning af søen vil, sammen med sten fra Sprogø, blive brugt til at etablere øen. På den måde reduceres ressourcebehovet, da der ikke er behov for at hente materialer uden for Sprogø, oplyses det.

Arbejdet forventes at gå i gang i efteråret 2024, ligesom der i de kommende år sættes gang i andre naturprojekter.

Fakta om naturprojekterne ved Storebæltsbroen

  • Naturprojekterne understøtter Sund & Bælts bæredygtighedsstrategi, hvor målet blandt andet er at skabe et positivt aftryk på natur og biodiversitet gennem naturpleje.
  • Sund & Bælt har igennem de seneste cirka 25 år forvaltet arealerne på Sprogø ud fra et ønske om at bevare de biologiske værdier på det oprindelige Sprogø og opnå god kvalitet på Ny Sprogøs naturarealer.
  • Siden forbindelsen stod færdig, er der sket en generel positiv udvikling af naturen, og Sund & Bælts naturpleje har bidraget væsentligt til denne udvikling.
  • Storebæltsforbindelsen og Sprogø er placeret i et Natura 2000-område, der er kendetegnet ved at rumme særlige naturtyper eller dyr, som kræver en særlig bevaringsindsats. Det omfatter blandt andet den sjældne, grønbrogede tudse og en række fuglearter som den sjældne splitterne.

Kilde: Sund & Bælt.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling