Nye lejligheder på Samsøgade i Horsens er godkendt. Skitse fra lokalplanen.
Nye lejligheder på Samsøgade i Horsens er godkendt. Skitse fra lokalplanen.

Byrådet i Horsens vedtog midt i december endeligt lokalplanen for et projekt med 26 nye lejligheder på Samsøgade i Horsens.

Projektet omfatter tre bygninger i henholdsvis 1,5, 2,5 og 3,5 etager og med et samlet etageareal på lige godt 2.300 kvadratmeter. De enkelte lejligheder bliver gennemsnitligt 88,5 kvadratmeter store.

På grunden, hvor de nye lejligheder skal bygges, ligger der i dag to lagerbygninger midt i et område, som ellers er præget af rødbrunlige murstensvillaer med saddeltag.

I lokalplanen lægges der op til, at de nye lejligheder på Samsøgade 10-12 kan sammenbygges med naboejendommen Samsøgade 8, der ejes af det Aarhus-baserede Ullerup Ejendomsselskab. Skitse fra lokalplanen.
I lokalplanen lægges der op til, at de nye lejligheder på Samsøgade 10-12 kan sammenbygges med naboejendommen Samsøgade 8. Skitse fra lokalplanen.

Parallelt med Samsøgade vil den højeste etagebolig på 3,5 etage blive bygget sammen med en sideliggende bygning på adressen Samsøgade 8. De to resterende etageboliger vil være på henholdsvis 1,5 og 2,5 etage, som trapper ned mod syd. Den halve etage skal ifølge lokalplanen forstås som et formskrav, hvor den halve etage udformes som en udnyttet tagetage, hvor etagen ligger inde i tagkonstruktionen.

I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen for projektet er der kommet tre indsigelser, som har gået på henholdsvis støj i forbindelse med byggefasen, indkigsgener og parkeringsnormen.

– Med hensyn til parkering er det jo sådan, at vi er helt inde i centrum, og derfor følger vi parkeringsnormen, som hedder én parkeringsplads per bolig, sagde formand for Plan- og Miljøudvalget, Martin Ravn (V), på byrådsmødet, og påpegede, at indbliksgenerne i øvrigt vil være minimale og ikke går ud over, hvad man kan forvente i midtbyen.

Han påpegede videre, at der lægges op til etablering af solfangere på taget, så boligprojektet opføres med tanke på bæredygtighed.

I lokalplanen lægges der op til, at de nye lejligheder på Samsøgade 10-12 kan sammenbygges med naboejendommen Samsøgade 8, der i sommeren 2017 blev købt for knap 8,2 millioner kroner af det Aarhus-baserede Ullerup Ejendomsselskab ved pokerstjernen og tidligere AGF-talent Tue Ullerup Hansen.

Rigmand fra Børkop bag nye lejligheder på Samsøgade i Horsens

Bag boligprojektet står dog Ejendomsselskabet Randsborg, som i sommeren 2020 købte de to grunde på Samsøgade 10 og 12 for samlet 5,525 millioner kroner.

Ejendomsselskabet Randsborg ejes af Hans Roed Pedersen, som i 2007 solgte engrosvirksomheden H.P. Værktøj til Dansk Generationsskifte. Salget var så indbringende, at Berlingske i 2009 smed rigmanden fra Børkop på en liste over milliardærboblere med en formue i selskabet Randsborg Holding på 500 millioner kroner.

I det seneste regnskab fra 2019 udviser holdingselskabet en egenkapital på knap 570 millioner kroner, og ifølge VAFO.dk er Hans Roed Pedersen da også blandt de fem rigeste med bopæl i Vejle Kommune.