Københavns forholdsvis få brændeovne udleder på bare en enkelt fyringssæson mere end dobbelt så meget skadelig partikelforurening, som den samlede vejtrafik i København udleder på et helt år.
Særligt i kolonihaveområder uden fjernvarme er der mange brændeovne af ældre dato, som ikke er blevet udskiftet eller sløjfet helt.
Det skal en ny forskrift for brændeovne gøre op med.
Det skriver Københavns Kommune teknik- og miljøforvaltning i en pressemeddelelse.
Forskriften er nu godkendt politisk og forventes at kunne træde i kraft i løbet af efteråret 2024.
Læs også: Ny lov: Kommuner kan forbyde brændeovne og pejse fra før juni 2008
Den indeholder blandt andet krav om, at ældre brændeovne og pejseindsatse fra før 2008 skal udskiftes eller sløjfes, da de udleder op mod 5-10 gange så mange partikler per kilo brænde som nye ovne.
– Luftforurening er et kæmpe problem i en storby som København og har mange årsager. En stor del er udefrakommende, men hvis vi ønsker ren luft i vores by, så er vi også nødt til at gøre brug af alle de muligheder, vi selv har – også dem, som måske kun batter lokalt, udtaler teknik- og miljøborgmester Line Barfod (El).
– Et af de mulige tiltag er et forbud mod ældre brændeovne, hvilket vil få betydning for den lokale luftforurening.
Antallet af brændeovne har ganske vist været nedadgående, men forvaltningen vurderer, at den nye forskrift vil komme til at påvirke i alt 3.200 brændeovnsejere i Københavns Kommune.
Den nye forskrift kommer også til at omfatte byens kolonihaver og husbåde. Det skyldes, at 99 procent af byens husstande i dag er dækket af fjernvarmenettet, og at kolonihaverne og husbådene derfor ikke kan undtages.
Udgangspunktet for den nye forskrift er en ny bekendtgørelse, som gør det muligt for kommunerne at kræve, at ældre brændeovne og pejseindsatse installeret før den 1. juni 2008 skal udskiftes eller sløjfes helt, hvis boligen ligger i et område med kollektiv varmeforsyning.
Læs også: Brændeovn forurener boligen mere end trafikken i myldretiden
Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har nu sagt god for den nye forskrift, som dog også skal til behandling i Borgerrepræsentationen, inden den kan træde i kraft.
– Alt for mange københavnere bliver syge og dør for tidligt som følge af sundhedsskadelig luft, ligesom der nu er tegn på, at luftforurening også kan forringe mænds fertilitet, udtaler sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
– Jeg oplever, at der på rådhuset er bredt fokus på at sikre renere luft i byen, og jeg håber på, at borgerrepræsentationen nu vil benytte lejligheden til at tage et vigtigt skridt fremad.