Ifølge Århus Stiftstidende ophævede Planklagenævnet for tre år siden lokalplanen for et projekt på en 4.120 kvadratmeter stor grund nord for Stjernepladsen og langs med Randersvej i Aarhus.
Dengang ville Brabrand Boligforening bygge 115 kollegieboliger og yderligere 50 boliger med en privat entreprenør. Lokalplanen blev ophævet, fordi der var problemer med måden, som bebyggelsesprocenten var udregnet på.
Siden er hele projektet blevet overtaget af Pilea Estate, og ifølge avisen skal byrådet i Aarhus den 6. marts tage stilling til et nyt projekt med godt 6.180 kvadratmeter boliger og erhverv.
Læs også: Her skal der bygges nye boliger i Aarhus i de kommende år
Daniel Høj, administrerende direktør i Pilea Estate, ser frem til, at der kan ske noget med grunden på den letbanebetjente indfaldsvej.
– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har revet mig selv i håret mange gange, når kommunen har ønsket ændringer, men jeg har en fornemmelse af, at naboerne føler sig bedre hørt nu. I sidste ende er både vi, kommunen og naboerne bedre tjent med, at der kommer noget ordentligt frem for hullet i jorden, som efterhånden næsten er skammeligt, siger Daniel Høj til Århus Stiftstidende.
Det nye projekt omfatter bebyggelse i tre-fem etager, og det er ifølge Århus Stiftstidende tegnet af Luplau & Poulsen. Bebyggelsen vil rumme omkring 69 boliger i forskellige størrelser.
Læs også: Snart er der igen boligmangel i Aarhus
Lokalplanen stiller krav om, at mindst 30 procent af boligerne skal have et etageareal på minimum 100 kvadratmeter, mens højst 30 procent af boligerne må have et etageareal på under 60 kvadratmeter.
I stueetagen ud mod Randersvej kan der etableres erhvervslokaler til kontor- og serviceerhverv som eksempelvis rådgivningsvirksomheder, sundhedsfaglige klinikker og frisører. Desuden kan en mindre del af bebyggelsen eventuelt anvendes til rækkehuse.
Bebyggelsens facader skal fremstå som teglfacader i blank mur i en mørk rød nuance, ligesom tage og kviste skal udføres i metal i en ensartet rød nuance, der matcher facadernes røde teglsten.
I alle stueetager skal facaden udføres dog med mønstermurværk, så stueetagen får et andet udtryk end den øvrige del af facaden.
Dele af bebyggelsen skal desuden opføres med forskydninger i det vandrette plan i håb om, at det vil skabe variation.
Politikerne i byrådet i Aarhus skal i morgen tage stilling til, om lokalplanforslaget for projektet skal sendes i offentlig høring.
I sommeren 2023 blev en helhedsplan for Randersvej sendt i høring. Et par stenkast derfra har det nu konkursramte Dansk Boligbyg tidligere opført 172 boliger.