Nyt stadion i Køge skal bygges færdigt

Køge Idrætspark danner ramme om HB Køges kampe for både mænd og kvinder. Det nye stadion skal gøres klar til Superligaen med flere overdækkede siddepladser.

Da det et amerikanske sportsudstyrs-firma Capelli Sport købte HB Køge var det med store ambitioner om, at klubbens herrehold skulle etableres i Superligaen. Klubben er dog endt uden for top 6 i den næstbedste række, NordicBet Ligaen, så det bliver ikke i næste sæson. Signalerne fra klubben går da også på, at de amerikanske ejere har droslet ned for ambitionerne.

Køge Idrætspark, som også er hjemmebane for klubbens mere succesfulde kvindehold, står dog alligevel over for en opgradering, så det nye stadion lever op til Superligakravene. I hvert fald har politikerne i byrådet i Køge sendt en lokalplan for udvidelsen af byens stadion i offentlig høring.

– Det er jo en lokalplan, som der også er blevet ventet længe på, og som skal være det, der får færdiggjort idrætsparken med de sidste sæder, så vi lever op til superligastandarder, sagde borgmester Marie Stærke (S) på byrådsmødet i slutningen af februar, hvor lokalplanen blev sendt i høring.

Et af hovedformålene med lokalplanen er at sikre, at Køge Idrætspark kan leve op til gældende licenskrav til superligadeltagelse, fremgår det.

Idrætsparken er løbende blevet udbygget siden 2018, og omkring stadion er der blevet opført tre hjørnebygninger placeret i det nordvestlige, nordøstlige og sydøstlige hjørne. Nordea, Danske Bank, Partner Advokater og Netto er blandt de virksomheder, der har til huse i de fire etager høje bygninger.

Nyt stadion i Køge skal bygges færdigt. Visualisering fra lokalplanen.
Nyt stadion i Køge skal bygges færdigt. Visualisering fra lokalplanen.

Langs fodboldbanens vestside er der desuden opført en bygning i to etager med blandt andet omklædningsrum og lounge.

Med den nye lokalplan bliver der mulighed for en ny erhvervsbebyggelse mellem hjørnebygningerne omkring stadion og ud mod Stensbjergvej og Ringvejen. Desuden giver den mulighed for, at der kan bygges yderligere to etager ovenpå den vestlige bygning med omklædningsrum til erhverv.

Endeligt giver den mulighed for etablering af nye overdækkede tribuner omkring stadion mod nord, øst og syd, så det samlede antal siddepladser bliver 6.000.

Vesttribunen har i dag 1.000 siddepladser, men den udvides, så den får plads til 1.600 siddepladser. Tribunen kan forlænges i hver side med i alt yderligere 600 pladser.  Østtribunen og Nordtribunen får hver især 2.000 siddepladser, mens Sydtribunen får 400 siddepladser.

Erhvervsbygninger er en del af Køge Idrætspark. Visualisering fra lokalplanen.
Erhvervsbygninger er en del af Køge Idrætspark. Visualisering fra lokalplanen.

Tanken er, at Køge Idrætspark skal fremstå som ét samlet anlæg, der visuelt er indpasset i det omkringliggende byområde, og selve stadion skal være lukket i alle hjørner.

– Fordi lige nu, når man sidder på stadion, så ligner det noget, der er løgn, sagde byrådsmedlem Kirsten Larsen (K) på byrådsmødet i februar.

Når stadion er færdigbygget, vil siddepladstribunerne visuelt fremstå sammenbygget eller forbundet med sidebygningerne, lyder det i lokalplanen. Ifølge planen skal nye tribuner skal have samme standard og kvalitet som den eksisterende vesttribune, så der opnås et samlet ensartet udtryk for hele stadion. Desuden kan der etableres toiletter, depotrum, omklædningsfaciliteter og salgsboder i forbindelse med tribunerne, fremgår det af lokalplanen.