Odense: 16 nye projekter med 2.800 boliger

Odense Kommune har modtaget 54 ønsker til nye boligområder, og politikerne er klar til at gå videre med 16 projekter med i alt 2.800 boliger.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Det bobler af optimisme i Odense Kommune, som sammenlagt voksede med omkring 3.000 indbyggere i 2022 og 2023.

Aktuelt har kommunen ifølge Danmarks Statistik knap 210.000 indbyggere, mens der i byen Odense bor omkring 184.000 borgere. Og kommunen har en ambition om at vokse med 25.000 indbyggere frem mod 2030.

I de kommende 12 år skal der derfor bygges 16.000 nye boliger i kommunen. Der er allerede planlagt 10.000 boliger, men der skal findes plads til yderligere 4.000 nye boliger, mens og 2.000 boliger reserveres til en ”buffer” til senere disponering til byfortætning.

Siden 2023 er der ifølge et notat fra kommunen sket en opbremsning i antallet af igangsatte nye boligbyggerier, hvilket ifølge kommunens forvaltning sandsynligvis skyldes ændrede markedsvilkår med højere renter og stigende materialepriser.

Noget tyder dog på, at investorer holder sig klar til forbedrede markedsvilkår. Kommunen har modtaget 54 ønsker til nye boligområder med i alt 10.000 nye boliger.

En række nye boligprojekter har derfor udsigt til at blive optaget i en kommende kommuneplan.

Den endelig beslutning om boligudlæg i Kommuneplan 2024 sker ved byrådets endelige vedtagelse af kommuneplanen, når den har været i offentlig høring.

Hvis projekterne skal realiseres kræves der dog også udarbejdelse og endelig vedtagelse af nye lokalplaner for de enkelte projekter.

Herunder kan de se de 16 nye boligprojekter, som politikerne vil prioritere i en kommende kommuneplan.

Flere boliger bag grillbar for fodboldfans

Bag Stadion Grillen i Bolbro er der planer om at bygge mellem 50 og 100 boliger. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Bag Stadion Grillen i Bolbro er der planer om at bygge mellem 50 og 100 boliger. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Mange OB-fans har sikkert slået et smut forbi Stadion Grillen i Bolbro til eller fra kamp på Odense Stadion.

På Lavsenvænget bag grillen tæt på Gartnerbyen, som er ved at være fuldt udviklet, ligger en smal stribe med et par erhvervsejendomme i et plan samt en enkelt bygning i to etager.

På den 5.700 kvadratmeter store grund, som ejes af Gasa, er der planer om at bygge mellem 50 og 100 lejligheder i et nyt etagebyggeri.

Kommunens forvaltning anbefaler, at projektet optages i kommuneplanen, og påpeger, at omdannelsen kan understøtte letbanens passagergrundlag og den fortsatte udvikling af Bolbro.

“Den eksisterende bygningsmasse bør vurderes med henblik på indarbejdelse, så vidt det er relevant”, lyder det i et notat fra forvaltningen.

Nærheden til genbrugsstationen på Snapindvej og nærliggende automekaniker kan dog give miljøudfordringer, hvilket skal undersøges nærmere, understreger forvaltningen.


Fortætningsprojekt med ny boliger over for bryggeriet

I et fortætningsprojekt på Albanigade er der planer om at bygge omkring 30 nye lejligheder. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
I et fortætningsprojekt på Albanigade er der planer om at bygge omkring 30 nye lejligheder. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Omkring 30 nye lejligheder i et etagebyggeri er der planer om at bygge på en smal grund lige over for Albani Bryggerierne midt i Odense.

“Ejendommen er en del af et vigtigt kulturmiljø langs Albanigade, hvilket stiler store krav til ny bebyggelse”, lyder det i et notat fra forvaltningen.

Det understreges desuden, at der “er kendskab til en omfangsrig jordforurening på grunden”, ligesom eventuelle konsekvenser ved beliggenheden tæt på Albani Bryggerierne skal vurderes nærmere.

Blandt grundejerne i området er Odense Bolig. Grunden omfatter 2.300 kvadratmeter.

Forvaltningen anbefaler, at fortætningsprojektet optages i Kommuneplan 2024-2036.


Måske et nyt højhus mellem Østergade og Enggade

Ejendomsselskabet Raahøj Hansen drømmer om at bygge et nyt højhus mellem Østergade og Enggade på Østerbro i Odense. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Ejendomsselskabet Raahøj Hansen drømmer om at bygge et nyt højhus mellem Østergade og Enggade på Østerbro i Odense. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

På et 6.400 kvadratmeter stort areal mellem Østergade og Enggade på Østerbro er der et ønske om at bygge omkring 160 lejligheder.

Kommunens forvaltning påpeger, at det er vigtigt, at en større del af den eksisterende bebyggelse i området bevares.

Desuden vurderer forvaltningen, at nærheden til Varmecentral Centrum og Centralt affaldssug/Affaldsterminalen kan give miljøudfordringer.

Det anbefales dog, at der arbejdes videre med projektet.

Ejendomsselskabet Raahøj Hansen ejer ejendommen Østergade 32, hvor sprogcentret AOF Job & Dansk har adresse, samt ejendommen Enggade 15, som aktuelt står tom.

I en henvendelse til Odense Kommune har ejendomsselskabet udtrykt ønske om, at der planlægges for byggeri af et højhus i 25 etager på grunden. I Kommuneplan 2020-2032 er området dog ikke udpeget som højhusområde.

Hvis Peter Raahøj Hansens vision om et nyt højhus i 25 etager alligevel realiseres, vil der blive tale om Odenses højeste bygning.

Aktuelt er TBT Tower med sine 17 etager og 60 meter den højeste færdigbyggede bygning i Odense, mens Filippa Tårnet med sine 20 etager og 63,2 meter bliver byens indtil videre højeste bygning, når den er færdigbygget i juni 2025.


Nye rækkehuse ved Slettensvej og Larsskovgyden

Der er planer om at bygge 60 nye rækkehuse ved Slettensvej og Larsskovgyden i Anderup. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Der er planer om at bygge 60 nye rækkehuse ved Slettensvej og Larsskovgyden i Anderup. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Omkring 60 nye rækkehuse er der planer om at opføre på et 20.000 kvadratmeter stort areal ved Slettensvej og Larsskovgyden i Anderup.

Det vil dog kræve, at flere gamle bygninger først bliver fjernet.

Forvaltningen i Odense Kommune bifalder ikke projektet, men det gør et flertal af politikerne i By- og Kulturudvalget, og dermed kan projektudviklerne umiddelbart arbejde videre med planerne.

Blandt grundejerne i området er en velkendt udvikler, nemlig AG Gruppen. Desuden har den lokale Venstre-forening for hele Odense Nord adresse på hjørnet af Slettensvej og Larsskovgyden.


Fortætning med 240 nye boliger i Solbakken

I og omkring Solbakken skal der bygges 240 nye boliger. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
I og omkring Solbakken skal der bygges 240 nye boliger. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Boligafdelingen Solbakken i Rising er fra slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne. Ifølge Civica, som står bag den almene boligafdeling, er bebyggelserne pæne, men ikke længere tidssvarende.

Derfor skal de have en større overhaling. I begyndelsen af 2024 var det planen at gå i gang med boligerne på Mølleløkkevej 31-49, men på grund af stigende byggeomkostninger blev renoveringen udsat.

Helhedsplanen for Solbakken er en del af den såkaldte Ghettopakke fra 2018. I den forbindelse skal området fortættes med 240 boliger.

“Fortætningsmuligheden ved Solbakken er vigtig i arbejdet med helhedsplanen for området, der har været på parallelsamfundslisten. Der er store udfordringer, hvad angår vandhåndteringen, hvilket må forventes at blive forværret uden tilstrækkelige afværgetiltag”, lyder det i et notat fra forvaltningen.

Ud over Civica er Christen Kolds Fond blandt grundejerne i området, der strækker sig over et areal på 90.000 kvadratmeter.


Friplejehjem og seniorbofællesskab i Anderup

Der skal blandt andet bygges et friplejehjem på hjørnet af Anderupvej og Otterupvej. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Der skal blandt andet bygges et friplejehjem på hjørnet af Anderupvej og Otterupvej. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

På en 83.000 kvadratmeter stor grund på hjørnet af Otterupvej og Anderupvej vil H. Skjøde Knudsen og OK-Fonden i samarbejde med JEP Arkitektur udvikle en helt ny bydel til ældre.

Der skal blandt andet bygges et nyt friplejehjem med 75 boliger, ligesom der skal etableres et seniorbofællesskab med 52 boliger.

Desuden skal der bygges 24 såkaldte tryghedsboliger samt en dagligvarebutik, og Odense Kommune har afsat penge til, at der kan bygges almene boliger.

Samlet set bliver der tale om 140-150 boliger i området, hvor blandt andet Anderup Ridecenter ligger.

Forvaltningen anbefaler, at projektet delvist optages i kommuneplanen. Således anbefales plejecentret, tryghedsboligerne og ældreboligerne, men forvaltningen anbefaler ikke, at der gives mulighed for yderligere boligbyggeri i området.


Næsten 150 lejligheder på hjørnet af Ejbygade og Nyborgvej

På hjørnet af Ejbygade og Nyborgvej kan der blive bygget 150 boliger. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukture.
På hjørnet af Ejbygade og Nyborgvej kan der blive bygget 150 boliger. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukture.

På et 80.000 kvadratmeter stort areal på hjørnet af Ejbygade og Nyborgvej er der et ønske om at opføre et etagebyggeri med 147 boliger og en dagligvarebutik. Projektet anbefales af kommunens forvaltning.

Matriklerne i området ejes af forskellige grundejere, herunder Dyrup Byggeanpartsselskab og Thomsen & Led Invest samt private grundejere.

I forvejen ligger blandt andet supermarkedet Alfa Plus i området i en bygning, der ejes af Salling Group, som står bag dagligvarekæderne Føtex, Bilka og Netto.

Tidligere var der da også en Netto-butik i bygningen, men Netto flyttede i 2017 over på den anden side af vejen i stueetagen i et tre-seks etager nybyggeri, der blev opført af Amstrup & Baggesen Entreprise som både investor og entreprenør.


Knap 160 lejligheder på Ejby Møllevej

Der skal bygges lejligheder i etagebyggeri på grunden mellem Ejby Møllevej, Nyborgvej og Svendsgade. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastuktur.
Der skal bygges lejligheder i etagebyggeri på grunden mellem Ejby Møllevej, Nyborgvej og Svendsgade. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastuktur.

Grunden mellem Svendsgade, Nyborgvej og Ejby Møllevej ejes af Ejendomsselskabet af 1. juli 2012 ved Klaus Allan Jørgensen.

Ifølge forvaltningen er der et ønske om at bygge 159 boliger i etagebyggeri på et areal, der strækker sig over 13.000 kvadratmeter. Forvaltningen vurderer dog, at det 159 boliger vil være for mange.

Til gengæld anbefaler forvaltningen, at projektet prioriteres, idet omdannelsen af de eksisterende bygninger på grunden kan “kan understøtte letbanens passagergrundlag og en udvikling langs udviklingskorridoren Nyborgvej”.

Forvaltningen påpeger, at der bør arbejdes med en “aktiv stueetage” langs Nyborgvej, samt at “den eksisterende bygningsmasse bør vurderes med henblik på indarbejdelse, så vidt det er relevant”.

“Nærheden til enkelte virksomheder kan give miljøudfordringer, hvilket skal undersøges nærmere”, påpeger forvaltningen.

Aktuelt ligger blandt andet AutoSpot, Refako Autodele og nogle lagerbygninger på grunden.


Næsten 1.000 boliger i Banebyen

Der skal bygges 800-900 lejligheder i Banebyen i midt i Odense. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Der skal bygges 800-900 lejligheder i Banebyen i midt i Odense. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Sammen med pensionskassen PKA overtog A. Enggaard i 2022 Viva-grunden fra Steen & Strøm, som dermed endegyldigt opgav planen om at bygge et stort butikscenter på grunden mellem Østre Stationsvej og Rugårdsvej.

Der skal både bygges kontorer og hotel, men boliger er også en del af planen for den 50.000 kvadratmeter store grund.

Det forventes, at der vil blive bygget 800-900 boliger i Banebyen.

Forvaltningen anbefaler omdannelses- og fortætningsprojektet, som vil understøtte kommunens mål om 25 procent flere beboere inden for ring 1 i 2030.


Omkring 225 lejligheder og rækkehuse ved Windelsvej

Ved Windelsvej skal der bygges 225 rækkehuse og lejligheder. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Ved Windelsvej skal der bygges 225 rækkehuse og lejligheder. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

På en 70.000 kvadratmeter stor grund mellem Windelsvej og Skibhuscentret i Marienlund Hovedgård er der planer om at bygge 225 boliger i form af både rækkehuse og etagebyggeri med lejligheder.

By- og Kulturforvaltningen anbefaler ikke, at projektet prioriteres.

“Placeringen i udpegning til grøn struktur og en kommende udpegning til grøn ring betyder, at arealet ikke bør prioriteres til byudvikling”, skriver forvaltningen blandt andet.

Et flertal af politikerne i By- og Kulturudvalget er dog uenige og anbefaler, at der arbejdes videre med projektet.

Blandt grundejerne i området er Morten Borup Demant og John Borup Jacobsen fra det lokale ejendoms- og projektudviklingsselskab Cervo Gruppen.


Nye lejligheder på hjørnet af Odensevej og Hjallesegade

På hjørnet af Odensevej og Hjallesegade kan et nybyggeri med 24 lejligheder være på vej. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
På hjørnet af Odensevej og Hjallesegade kan et nybyggeri med 24 lejligheder være på vej. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

På et 1.500 kvadratmeter stort areal på hjørnet af Odensevej og Hjallesegade er der planer om et nybyggeri med 24 lejligheder.

“Arealet er egnet til fortætning ud fra de opstillede kriterier. Områdets karakter, den omgivende bebyggelse og nærheden til en kirke gør dog, at forvaltningen ikke kan anbefale etagebebyggelse på ejendommen”, lyder det i et notat fra forvaltningen.

Forvaltningen henviser til, at den gældende planlægning giver mulighed for række- eller parcelhuse på grunden, hvilket vurderes som mere hensigtsmæssigt.

Et flertal af politikerne i By- og Kulturudvalget er dog ikke med enige med forvaltningens vurdering, og dermed har projektet med etagebyggeri kurs mod optagelse i kommuneplanen.

Blandt grundejerne i området er en privat grundejer samt PM Ejendomsselskab ved erhvervsmanden Peter Madsen.


Omkring 280 nye boliger ved Dalum Kloster

MT Højgaard Property Development vil bygge 280 boliger ved Dalum Kloster. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
MT Højgaard Property Development vil bygge 280 boliger ved Dalum Kloster. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

MT Højgaard Property Development Dalum Kloster af den katolske stiftelse Sct. Hedvig for 33,5 millioner kroner.

Her vil udviklingsselskabet bygge omkring 280 nye boliger i form af både lejligheder og rækkehuse.

Ejendommen strækker sig over et areal på 87.000 kvadratmeter.

Forvaltningen i Odense Kommune anbefaler ikke projektet i sin fulde udstrækning, men et flertal af politikerne i By- og Kulturudvalget anbefaler, at der arbejdes videre med projektet.


Omkring 30 række- og parcelhuse på Volderslevvej

Der skal bygges række- og parcelhuse på grunden ved Volderslevvej. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Der skal bygges række- og parcelhuse på grunden ved Volderslevvej. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

På et 20.000 kvadratmeter stort areal ved Volderslevvej 75-77 skal der efter planen bygges parcel- og rækkehuse.

Forvaltningen i Odense Kommune vurderer, at der kan bygges omkring 30 boliger på grunden, der ligger tæt på det nye fælles hovedkontor for Mobile Industrial Robots og Universal Robots på Energivej.

Forvaltningen anbefaler ikke, at grunden prioriteres til byudvikling, men et flertal af politikerne i By- og Kulturudvalget er uenige og ønsker, at der arbejdes med videre med boligprojektet.

Grunden på Volderslevvej ejes af Ejendomsselskabet Libelle ved Peter Ellegaard Christensen, som også er indehaver af Tømrer & Snedkerfirmaet Peter Ellegaard.


Tre projekter med 350 boliger i Bellinge Syd

På en privatejet grund ved Rughøjvej i Bellinge Syd vil en udvikler bygge 250 rækkehuse. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
På en privatejet grund ved Rughøjvej i Bellinge Syd vil en udvikler bygge 250 rækkehuse. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

I Bellinge Syd byder tre forskellige projekter på sammenlagt 350 boliger.

Ved Rughøjvej skal der på en grund, der strækker sig over 11 hektar, efter planen bygges 250 rækkehuse. Landbrugsejendommen er privatejet.

Forvaltningen påpeger, at der er en række forhold, der skal tages højde for.

“Ifølge Vandcenter Syd er der potentielt udfordringer med at håndtere overfladevand fra arealet, som skal undersøges nærmere. Arealet er desuden belastet af støj fra nærliggende virksomheder og skydebane, hvilket skal undersøges nærmere. Et boligudlæg vil desuden skulle holde afstand til nærliggende husdyrbrug og Baltic Pipe gasledningen”, lyder det i et notat fra forvaltningen.

I modsætning til forvaltningen anbefaler et flertal af politikerne i By- og Kulturudvalget, at der arbejdes med videre med boligprojektet.


En udvikler vil bygge 50 rækkehuse ved landbrugsejendommen på Rughøjvej 51. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
En udvikler vil bygge 50 rækkehuse ved landbrugsejendommen på Rughøjvej 51. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

På et 20.000 kvadratmeter stort areal, der ligeledes ligger ud mod Rughøjvej, er der et ønske om at bygge 50 rækkehuse.

Heller ikke dette projekt anbefales af forvaltningen, som påpeger, at et “boligudlæg på ejendommen kræver investeringer i stier og trafiksikkerhedsmæssige tiltag på Rughøjvej”.

Også her er et flertal af politikerne i By- og Kulturudvalget uenige. Politikerne anbefaler, at der arbejdes med videre med boligprojektet.

Også denne grund er privatejet.


Også på denne grund er det en plan om nybyggeri af 50 rækkehuse. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Også på denne grund er det en plan om nybyggeri af 50 rækkehuse. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Umiddelbart ved siden af er der planer om at bygge yderligere 50 rækkehuse på en privatejet landbrugsejendom, der ligeledes strækker sig over et areal på 20.000 kvadratmeter.

“En udvikling med mindre boliger på arealet kan muligvis bidrage til at flytte seniorer fra eksisterende parcelhuse i Bellinge”, lyder vurdering fra forvaltningen, som også her anbefaler, at byggeønskerne afvises.

Igen er et flertal i By- og Kulturudvalget uenige med forvaltningen. Politikerne anbefaler nemlig også, at der arbejdes med videre med dette projekt.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling