Preben Obbekær, salgschef hos VisBlue, og Lene Fredborg, partnerchef i EWII. Foto: PR.
Preben Obbekær, salgschef hos VisBlue, og Lene Fredborg, partnerchef i EWII. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Energikoncernen EWII og den danske batterileverandør VisBlue har indgået et partnerskab, der skal hjælpe ejendomsbranchen med at optimere deres energiforbrug ved hjælp af flowbatterier.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Ved at lagre overskydende energi fra deres solceller eller fra elnettet på et flowbatteri, når priserne er lave, er kunderne sikret billigere grøn strøm, når priserne stiger, lyder det.

Læs også: Ny pulje med støtte til solceller på etageejendomme

– Vi ved, at mange virksomheder og organisationer gerne vil videre med den grønne omstilling, men det kan være komplekst at finde de rette løsninger. Derfor samler vi kræfterne med EWII, så vi i fællesskab kan tilbyde løsninger, der passer til den enkelte kunde, udtaler Preben Obbekær, salgschef hos VisBlue.

Samarbejdet skal kombinere EWIIs erfaring med energiløsninger som solceller og ladestandere, varmepumper og spotprisoptimering med VisBlues ekspertise i redox flowbatterier, der gør det muligt at lagre energi til senere.

Læs også: Stor boligejendom på Frederiksberg får strøm fra solceller

– Flowbatterier er en sikker og skalérbar løsning til at optimere udnyttelsen af den grønne energi fra for eksempel solceller i større ejendomme med mange beboere. Det passer derfor perfekt ind i EWIIs strategi om at levere skræddersyede energiløsninger til ejendomsejere og administratorer, der både gavner økonomien for udlejere og lejere samt klimaet, fortæller Lene Fredborg, partnerchef i EWII.

Med samarbejdet får VisBlue og EWIIs kunder i ejendomsbranchen adgang til begge virksomheders løsninger.

– Vi samler hele paletten af energiteknologier under én paraply, så ejendomsselskaber og boligforeninger og andre kun skal tage fat i af os få hele pakken. Om det er VisBlue eller EWII, som kunden rækker ud til først, er sådan set underordnet, siger Preben Obbekær.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling