PensionDanmarks arbejde med ejendomsinvesteringer udløste international anerkendelse ved IPE Real Estate Awards, som blev uddelt torsdag den 19. maj i Amsterdam. Det skriver pensionskassen i en pressemeddelelse. PensionDanmark blev belønnet med prisen for ”Value-add Strategy”.
– Vi er stolte over, at vi i et felt af stadig mere ambitiøse branchefæller på tværs af kloden kan blive ved at udmærke os som en innovativ og ambitiøs ejendomsinvestor, der lykkedes med at kombinere bæredygtighed med solide afkast, udtaler Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.
Ifølge PensionDanmark blev prisen begrundet med pensionsselskabets integration af data og kunstig intelligens i ejendomsinvesteringer, evnen til at identificere investeringer med potentiale og skabe værdi samt en proaktiv strategi, hvor PensionDanmark selv opsøger investeringsmuligheder.
– Vi er lykkedes med at udvikle og eksekvere en 360 graders tilgang til bæredygtighed på tværs af materialer, ressourcer og beboere, og derfor har vi i dag en divers portefølje af moderne projekter, som både tæller erhverv, byområder, studie- og ældreboliger samt nyskabende OPP-samarbejder som plejehjem og uddannelsesinstitutioner, siger Torben Möger Pedersen.
Det er sjette år i træk, at PensionDanmark modtager en pris ved IPE Real Estate Awards.