Marius Møller kom til PensionDanmark ved indgangen til 2016, efter at pensionsselskabet havde afhændet sin samlede boligportefølje i 2014.
Inden længe takker han af. Marius Møller har valgt at fratræde sin stilling senest den 1. september 2025, oplyser PensionDanmark i en pressemeddelse.
Under hans ledelse har pensionskassen siden opbygget en intern ejendomsafdeling og etableret et klart fokus på kontorejendomme og byudvikling med fællesskabsorienterede boliger med projekter som Køge Kyst, Trælasten i Aarhus, Fælledby, Kildedal og Coop Byen.
Læs også: PensionDanmark bygger nyt friplejehjem i Brøndby
– Jeg er utroligt stolt over de resultater, vi har skabt i PensionDanmark, hvor investeringer i ejendomme og byområder bidrager med et solidt og langsigtet afkast til vores medlemmerudtaler Marius Møller.
Han påpeger, at PensionDanmark har været frontløber på at sætte bæredygtige tiltag og biodiversitet på dagsordenen i byggeriet. Desuden sender pensionsselskabet ifølge ejendomsdirektøren et betydeligt positivt bidrag tilbage til samfundet, når selskabet bygger blandt andet erhvervsskoler, plejeboliger og det nye hovedsæde til Forsvarets Efterretningstjeneste.
PensionDanmarks ejendomsinvesteringer havde ved udgangen af 2023 et omfang på 30,6 milliarder kroner.
Læs også: PensionDanmark bag 1.000 nye boliger i Hersted Industripark
– Det har være otte utroligt gode år i PensionDanmark, men nu er tiden kommet til at kaste mig over nye projekter og få mere tid med min familie. Jeg vil gerne takke alle kollegaerne og ikke mindst mine meddirektører for et godt samarbejde, tilføjer Marius Møller.
Administrerende direktør Peter Stensgaard Mørch har kun ros til overs for Marius Møller og glæder sig over, at han bliver i virksomheden, indtil den rigtige afløser er på plads.
– På vegne af PensionDanmark vil jeg gerne takke Marius for hans enestående indsats. Under Marius’ ledelse er ejendomsinvesteringer blevet en central del af medlemmernes opsparing, der sikrer robuste afkast og samtidig gør en positiv forskel for verden omkring os, udtaler Peter Stensgaard Mørch.