Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget i Slagelse Kommune besluttede i november 2023 at sætte gang i arbejdet med en ny lokalplan for et 17.500 kvadratmeter stort areal ved Rosenkildevej.
Nu er planen sendt i høring. Det besluttede politikerne i byrådet den 18. marts.
– Der påtænkes, at man kan bygge op til 32 rækkehuse i en størrelse på knap 100 kvadratmeter, der henvender sig til blandt andet børnefamilier, som vi har brug for i kommunen, sagde formand for Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Stine Søgaard (V), på byrådsmødet.
– Der er i lokalplansudkastet indtænkt rekreative områder, og der er planlagt for tværgående stier, så udviklingen af denne grund indtænkes i en større sammenhæng for hele området, påpegede hun.
Området er privatejet og henligger i dag som et åbent markareal i landzone. Hvis lokalplanen bliver endeligt vedtaget, overføres arealet til byzone.
Det er Sweco Architects og Halberg & Olsen, der på vegne af en bygherre har anmodet om den nye lokalplan.
Rækkehusene opføres i form af mindre stokke og dobbelthuse omkring et indre grønt fællesareal. Bebyggelsen Valmuemarken og Tidselbjerget som nærmeste nabobebyggelse. Der etableres vejadgang fra Rosenkildevej.
Boligerne kan opføres i op til to etager og den samlede bebyggelsesprocent bliver maksimalt 35 procent. Boligerne kan opføres med facader i træ, tegl eller med pudsede facader. Tagene udformes som saddeltag eller med ensidig taghældning.