Der har efterhånden længe været snak om en udvidelse og renovering af Parken på Østerbro.
Landets største stadion danne både ramme om FC Københavns og landsholdets hjemmekampe, men det trænger til en kærlig hånd, og især til landskampe er kapaciteten til omkring 38.000 tilskuere efterhånden i underkanten af at være stor nok.
Det danske nationalstadion ejes af Parken Sport & Entertainment, som også ejer FC København. Selskabet har uden held forsøgt at sælge stadionkomplekset, og en hjemfaldspligt har ikke givet eventuelle investorer større appetit på at investere i udvikling af fodboldarenaen.
Københavns Kommune har været nævnt som en mulig frelsende engel, og ifølge Berlingske kan staten blive den næste i rækken, der forsøger sig som prinsen på den hvide hest.
– Defineres Parken som vores “nationalstadion” på samme måde som Det Kongelige Teater, synes jeg ikke, at et statsligt engagement kan udelukkes, siger Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen til Berlingske.
Læs også: Næste skridt mod nyt stadionkvarter er taget
Lignende toner lyder fra Venstres Kulturordfører Jan E. Jørgensen og Moderaternes kulturordfører Tobias Grotkjær Elmstrøm.
Berlingske har talt med de tre kulturordførere, fordi Københavns Kommunes kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (R), over for avisen har opfordret til, at staten bidrager til en udbygning af Parken.
Der er dog flere parter, der skal blive enige om fremtiden for det danske nationalstadion. Mens DBU drømmer om en udvidelse, ønsker FC København blot, at Parken bliver renoveret.
Parken Sport & Entertainment købte i 1998 Parken af Baltica for 140 millioner kroner. I første omgang købte FC København blot stadiondelen, men få år senere blev også kontortårnene tilkøbt.
I sin nuværende form blev Parken indviet i september 1992. Det er tegnet af Arkitektfirmaet Gert Andersson, mens C.F. Møller Architects stod for kontorhusene. Ingeniørfirmaet var Claus Nielsen.