Politikerne i Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget i Slagelse besluttede i januar 2021 at igangsætte arbejdet med at få udarbejdet en ny lokalplan for en etagebebyggelse med 30-45 nye lejligheder langs Sorøvej 11 i den vestsjællandske by.
Nu har politikerne i byrådet sendt lokalplanforslaget i fire ugers offentlig høring. Lokalplanen giver mulighed for etablering af en ny etageejendom i 4,5-5,5 etager ud til Sorøvej med mulighed for liberalt erhverv og mindre butikker i stueetagen og mellem 30-45 lejligheder på de øvrige etager. Stueetagen kan dog også indrettes til boliger, fremgår det af referatet fra byrådsmødet.
– Vi er nu ikke så bekymrede for de 5 etager, man kan bygge i derude. Jeg tror, det falder meget godt ind i selve området og i sammenhæng med det, der ligger der ude i forvejen. Til gengæld så glæder det mig, at man nu får lukket af ned mod de gamle industribygninger, som ikke er så kønne mere, sagde formand for Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Anders Koefoed (V) på byrådsmødet den 30. januar 2023.
Området er i forvejen omfattet af en rammelokalplan, der giver mulighed for at omdanne det tidligere erhvervsområde til et bynært boligområde i den østlige del af Slagelse. Rammelokalplanen er dog ikke byggeretsgivende, så der skal en ny lokalplan til, før projektet kan realiseres.
Bag projektet står den lokale ejendomsudvikler, Leva Ejendomme. Bygningen kommer til at ligge som nabo til den 2,5 etager høje bebyggelse på Sorøvej 9, der også ejes af Leva Ejendomme.
Stueetagen udformes med pudset eller blank mur, mens de øvrige etager vil fremstå med skiffer eller facadeplader i mørke farver. Variationen i bygningshøjden markeres i stueetagen ved at lade facaderne fremstå i forskellige farver.
Den øverste etage udformes med kviste og mørk tagbeklædning med tagpap. På den øverste etage etableres altaner på bygningens nordside.