Den gamle behandlerbygning på Esrumvej 151 på det tidligere Helsingør Hospital skal på tvangsauktion. Det fremgår af itvang.dk. Først ude med nyheden var dog Helsingør Dagblad.
Bygningen er opført i 1976 og omfatter et samlet erhvervsareal på knap 18.800 kvadratmeter samt knap 8.600 kvadratmeter kælder. Den rummer 550 værelser til erhverv, samt intet mindre en 238 toiletter og 135 badeværelser.
Den gældende lokalplan for ejendommen giver mulighed for at omdanne den til boliger samt til offentlige formål såsom plejehjem eller daginstitution.
Desuden kan der ifølge lokalplanen indpasses liberalt erhverv som kontorer samt privat og offentlig servicevirksomhed som hotel, klinik eller fitness samt restaurant, café eller bar og detailhandel, fremgår det af itvang.dk.
LÆS OGSÅ: KONKURSRAMT ARKITEKTFIRMAS EJENDOM PÅ TVANGSAUKTION
Format Arkitekter & Konstruktører og Juul Frost Arkitekter har udarbejdet dispositionsforslag, som illustrerer et projekt for ejendommen. Projektet vil dog kræve ændringer eller dispensationer fra den gældende lokalplan, hvis projektet skal realiseres.
Ifølge tinglysningen ejes ejendommen af selskabet Tretårnet 2 ApS ved Thomas Carlsen med base i Silkeborg.
Ejendommen er offentligt vurderet til 131 millioner kroner, hvoraf værdien af den 17.300 kvadratmeter store grund udgør knap 48 millioner kroner.
Tvangsauktionen afholdes den 19. februar klokken 13 ved Fogedretten i Helsingør, mens der er besigtigelse fredag den 26. januar 2024 klokken 11. Det kræver tilmelding, hvilket man kan læse mere om her.