Byggeriet blev sat i gang for lige knap et år siden, og fredag den 27. september klokken 11 er det blevet tid til at afholde rejsegilde.
Sdr. Omme Fængsel består i dag af en bygningsmasse på cirka 28.000 kvadratmeter og udvides med 19.000 kvadratmeter, oplyser Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.
– Det er altid en vigtig milepæl, når man når til rejsegildet i et byggeri. Ikke mindst for byggeriet i Sdr. Omme, udtaler direktør i Center for Ejendomme i kriminalforsorgen, Kristian Lyk-Jensen.
– Kriminalforsorgen mangler fængselsbetjente, men vi har også hårdt brug for flere fængselspladser. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu er så langt med udvidelsen og de 200 ekstra fængselspladser i Sdr. Omme Fængsel. Det er vigtigt skridt hen imod en kriminalforsorg i balance.
Læs også: Viborg får nyt fængsel til 3 milliarder
Sdr. Omme Fængsel er i dag et åbent fængsel med 222 pladser. Som en del af kriminalforsorgens flerårsaftale 2022-25 blev aftalepartierne enige om at etablere 200 nye pladser i fængslet.
Den samlede kapacitet bliver dermed 422 pladser, hvilket gør Sdr. Omme Fængsel til landets største fængsel for afsonere.
De 200 nye pladser er fleksible pladser. Det betyder, at de som udgangspunkt er lukkede fængselspladser, men også kan ombygges til arrestpladser eller anvendes som åbne fængselspladser, hvis der opstår et særligt behov.
I begyndelsen af 2026 forventes det, at de nye pladser kan tages i anvendelse af de ufrivillige brugere.
Udvidelsen omfatter bygninger med celler samt dertilhørende beskæftigelsesbygning med værksted og skole samt en købmand. Der skal desuden opføres idrætshal samt et fælleshus til sociale formål. Udvidelsen sker i tilknytning til det eksisterende fængsel og dermed på egen matrikel.
Udvidelsesprojektet er tegnet af totalrådgiver Alex Poulsen Arkitekter i samarbejde med Viborg Ingeniørerne og Bara Land samt Cowi og Rambøll som sikringsrådgivere. Byggeriet er opdelt i flere entrepriser. K.G. Hansen står for bygningsentreprisen.