Vedskølle ligger tre kilometer øst for Herfølge. Landsbyen har omkring 280 indbyggere, og så ligger der både et gammelt mejeri og en gammel saftfabrik. Men de to erhvervsgrunde står begge over for at blive omdannet til boliger.
Saftfabrikken blev etableret i 1946 af Gudmund Jørgensen, også kendt som Saftkongen. Han var stærkt engageret i Herfølge Boldklub og drev saftfabrikken i Vedskølle frem til sin død i 1988. Herefter blev fabrikken drevet af skiftende ejere indtil lukningen i 2013.
I 2016 købte Stabrand Ejendomme for 3,7 millioner kroner det gamle fabrikskompleks, der ligger på en 40.500 kvadratmeter stor grund. Bag ejendomsselskabet står blandt andet speditør Ulrik Stabrand, der er indehaver af Stabrand Spedition. Gennem de seneste år har bygningerne fungeret som lager- og logistikejendomme.
Fremtiden kan til gengæld byde på omkring 35 boliger i form af rækkehuse og parcelhuse. Fordelingen af de to boligtyper er dog ikke helt på plads. Byrådet i Køge Kommune skulle i slutningen af februar tage stilling til, om en lokalplan for projektet skulle sende i offentlig høring, men så langt nåede den ikke.
– Jeg vil foreslå, at byrådet sender sagen tilbage til Klima- og Planudvalget. Og det vil jeg fordi, Venstre og Konservative har stillet ændringsforslag om en fordeling af boliger til parcelhuse og tæt-lav bebyggelse skal fordeles 80/20, sagde borgmester Marie Stærke (S) på byrådsmødet.
– Kan det egentligt lade sig gøre? Hvad siger grundejer, som jo er den, der skal videreudvikle jorden, og som jo også er en vigtig part i denne sag? Hvis man tæller kvadratmeterne til parcelhuse sammen, så er der en lille smule tvivl om, der rent faktisk kan være de 27 parcelhusgrunde, som forslaget vil indebære, sagde borgmesteren videre.
Lokalplanen omfatter både Vedskølle Saftfabrik og Vedskølle Mejeri. For Vedskølle Saftfabrik vil lokalplanen være byggeretsgivende , mens den for Vedskølle Mejeri kun bliver en rammelokalplan, der altså ikke giver byggeret.
Det skyldes ifølge Køge Kommune Fingerplanens bestemmelser om meget begrænset byvækst i landzonelandsbyer. På grund af de bestemmelser vil det ikke være muligt at bygge nye boliger på begge områder nu.
Vedskølle Mejeri skal således fremadrettet administreres efter Planlovens landzonebestemmelser, der giver mulighed for at omdanne eksisterende bygninger til boligformål. På sigt er det dog tanken, at der skal udarbejdes en byggeretsgivende lokalplan for Vedskølle Mejeri.
På Vedskølle Saftfabrik findes en omfattende jordforurening, fremgår det af referatet fra byrådsmødet. Der er tale om deponerede kirsebærsten, der formulder og frigiver metangasser, ilt og kuldioxid. Forureningen har et omfang, der gør det problematisk at anvende grunden til boliger. Det kan ikke lade sig gøre med mindre, der gives en såkaldt §8-tilladelse efter Jordforureningsloven, fremgår det af referatet.
Vedskølle Saftfabrik ligger i den sydøstlige del af Vedskølle landsby. Tanken er, at der skal bygges boliger i den nordlige del af området, ligesom der skal bygges et fælleshus til de kommende beboere.
Vedskølle Mejeri ligger på en 17.000 kvadratmeter stor grund i den centrale del af Vedskølle, og betegnes af Køge Kommune som “en karakteristisk og fin, gammel bygning i røde mursten”, der er “en vigtig del af landsbyens kulturhistorie”. Parret Britt Christensen og Mikkel Küster ejer Vedskølle Mejeri, og de ønsker på sigt at omdanne ejendommen til boliger, fremgår det af byrådsreferatet.
Der er flere projekter på tegnebrættet i området. I Herfølge er filmproducent Peter Aalbæk involveret i et stort projekt med en helt ny bydel, ligesom et ejendomsselskab står bag et nyt boligområde med rækkehuse og dobbelthuse syd for Valløby.