Rudersdal Kommune planlægger fortsat at sætte Piberødhus til salg til en andelsboligforening, der vil etablere et seniorbofællesskab i ejendommen i Birkerød. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.
Rudersdal Kommune planlægger fortsat at sætte Piberødhus til salg til en andelsboligforening, der vil etablere et seniorbofællesskab i ejendommen i Birkerød. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Rudersdal Kommune skal modtage 970 flygtninge i 2022, og forvaltningen er ved at klargøre Piberødhus i Birkerød til huse omkring 150 fordrevne ukrainere. Det ændrer dog ikke på, at kommunen planlægger at sætte Piberødhus til salg til en andelsboligforening, der vil etablere et seniorbofællesskab i ejendommen.

– Med udsigt til, at vi skal modtage op til 970 kvinder og børn fra Ukraine, er vi nødt til at vende alle sten, og vi ser naturligvis først og fremmest mod kommunale ejendomme, der står ubenyttede hen, udtaler borgmester i Rudersdal Kommune, Ann Sofie Orth (K).

Økonomiudvalget godkendte i maj 2021, at Piberødhus skulle udbydes til salg målrettet et seniorbofællesskab. På nuværende tidspunkt er både en borgergruppe, en fond og flere private udviklere ifølge kommunen blandt potentielle købere, som viser interesse for at købe ejendommen ved stiftelse af en privat andelsboligforening. Salg til en andelsboligforening kan ske uden offentligt udbud, og skal ske til markedspris.

Processen vil forventeligt tage tid, da der ved købsaftalens indgåelse skal foreligge bindende købstilbud for minimum 75 procent af andelene. Det er derfor et muligt scenarie, at kommunen indgår en købsaftale med kommende køber, som betinges af, at køber indgår bindende aftale med de kommende andelsbolighavere inden for en nærmere defineret periode.

Salg af Piberødhus baner vej for seniorbofællesskab

Piberødhus ligger på Sophie Magdelenes Vej 2H og har et grundareal på 76.670 kvadratmeter. Ejendommen består af bygning 32 på cirka 2.760 kvadratmeter eksklusiv en uudnyttet tagetage på knap 340 kvadratmeter samt en mindre kælder.

Kommunen vurderer, at der kan etableres 20-30 boliger alt efter boligstørrelse og fællesarealer. De eksisterende bygninger er udpeget med høj bevaringsværdighed og må ikke nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden tilladelse.

Rudersdal Kommune har i 2023 budgetteret med at et salg af Piberødhus vil give 20 millioner kroner til kommunekassen. Salgsprisen forventes dog at blive væsentligt højere.

Egebækskolen, der ligeledes anvendes til flygtninge, er også budgetteret til at give en salgsindtægt på 20 millioner kroner.

Rudersdal Kommune har indtil videre modtaget omkring 200 fordrevne fra Ukraine. Det drejer sig næsten udelukkende om kvinder og børn. De fleste er midlertidigt indkvarteret på tre lokationer i kommunen: den nu nedlagte Egebæk Skole, det afviklede sociale bosted Krogholmgård og ejendommen på Rundforbivej 199, som tidligere har været brugt til midlertidig indkvartering.

Der er endnu få ledige pladser på de tre nuværende indkvarteringssteder, men kommunen forventer inden for den nærmeste fremtid at have udnyttet al kapacitet her.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling