Det går godt for de rødblusede på banen, og uden for banen går det mindst lige så godt for fodboldklubben Silkeborg IF.
I Superligaen ligger klubben aktuelt på en fjerdeplads, og da den børsnoterede fodboldklub i midten af august offentliggjorde sin delårsrapport for første halvdel af 2024, kunne man fremvise et tilfredsstillende overskud før skat på 19 millioner kroner.
Klubben udvikler dog ikke kun fodboldspillere, men også ejendomme gennem selskabet K/S Papirfabrikken.
I begyndelsen af året købte fodboldklubben derfor en ejendom på Tværgade 7 af Arbejdernes Landsbank for godt 10 millioner kroner.
Netop den ejendom var omdrejningspunkt for en længere debat, da politikerne i byrådet i Silkeborg Kommune satte hinanden stævne til et byrådsmøde den 24. september.
Læs også: Projektudvikler bag 72 nye boliger i Silkeborg
Silkeborg IF overtog ejendommen den 1. februar, og halvanden måned efter fremsendte Laban Arkitekter på vegne af fodboldklubben en beskrivelse af et byggeprojekt med henblik på at få kommunens en vurdering af, om projektet kræver en lokalplan.
Otte dage senere svarede Silkeborg Kommune tilbage. Teknik- og Miljøafdelingens vurdering lød, at projektet er lokalplanpligtigt.
Trak i den politiske nødbremse
Da sagen den 3. september var på dagsordenen i Plan- og Vejudvalget besluttede et flertal af udvalgsmedlemmerne ikke desto mindre at igangsætte projektet uden udarbejdelse af en lokalplan, selvom det i et notat fra forvaltningen lød, at det er muligt, “at projektet i sin nuværende form vil blive opfattet som lokalplanpligtigt af planklagenævnet”.
Dog modsatte de to udvalgsmedlemmer, Peter Sig Kristensen (EL) og Jan Beck-Nielsen (LA), sig den beslutning.
Det gjorde de med følgende udtalelse: “Administrationen anbefaler tydeligt igangsættelse af lokalplan. Der er en betydelig risiko for, at beslutningen vil blive påklaget til Planklagenævnet, og at klagenævnet vil afgøre, at projektet er lokalplanpligtigt. Vi stemmer for, for at sikre den hurtigst mulige evt. realisering af projektet, at der igangsættes lokalplansarbejde frem for, at Silkeborg Kommune risikerer en langvarig klagenævnsproces.”
Læs også: Lokalplan for sommerhuse erklæret ugyldig af Planklagenævnet
Peter Sig Kristensen gik skridtet videre og trak i styrelseslovens politiske nødbremse, § 23, og begærede sagen til afgørelse i byrådet.
– Den hurtigst mulige vej til byggeprojektet er således ikke at stemme, som flertallet i Plan- og Vejudvalget gjorde for nogle uger siden. Det er den langsomst mulige vej, sagde Peter Sig Kristensen på byrådsmødet.
Han påpegede, at der er stor risiko for, at sagen vil blive påklaget til Planklagenævnet, hvis der ikke udarbejdes en lokalplan.
Læs også: Friskole får grønt lys til udvidelse efter langtrukken lokalplanproces
– Og mange af os kender sagsbehandlingstiden i Planklagenævnet. Så kære kolleger, hvis I vælger at undvige en lokalplan, kommer der sandsynligvis en klage. Klageren får sandsynligvis ret i Planklagenævnet, og så er der gået et par år fra i dag. Og så sidder det nye udvalg og byrådet så med sagen og skal tage stilling til, om der skal laves en lokalplan, sagde Peter Sig Kristensen.
– Skulle vi ikke springe de to år over? For K/S Papirfabrikkens skyld, sagde han videre og understregede, at der er tale om et fint projekt, som Enhedslisten med eventuelle justeringer godt kan bakke op om.
Boligbyggeri i fire etager
Byggeprojektet omfatter en karrebebyggelse i fire etager og tagetage mod Tværgade samt seks sammenbyggede baghuse i to etager og en tagetage mod Mejerigården.
Bebyggelsen skal ifølge en skitsemappe fra Laban Arkitekter rumme 800 kvadratmeter butik i stueetagen ud mod Tværgade og 20 boliger fordelt på seks baggårdshuse på 107-114 kvadratmeter samt otte lejligheder på 80-85 kvadratmeter og fire penthouselejligheder på 151-155 kvadratmeter i forhuset.
Projektet rummer desuden 30 parkeringspladser, som etableres under terræn med indkørsel fra Mejerigården.
Ifølge et notat fra Silkeborg Kommune afgøres lokalplanpligten i forbindelse med projekter særligt af fire forhold: “Omfanget af projektet”, “om det fremkalder væsentlige ændringer i det bestående miljø”, “om projektet bør ses i en større planlægningsmæssig sammenhæng” og “om borgerne skal have lejlighed til at øve indflydelse på processen”.
Læs også: Ny klagenævnspraksis forsinker lokalplan for økolandsby
Ifølge notatet lægger Planklagenævnet især vægt på omfanget af projektet, og om det fremkalder væsentlige ændringer i det bestående miljø.
Kommunens forvaltning henviser til en sag fra Hjørring Kommune fra 2013. Her ophævede Natur- og Miljøklagenævnet de lokale politikeres beslutning om, at der ikke var lokalplanpligt for et 1.800 kvadratmeter stort projekt med 12 boliger i et byggeri i to etager. Byggeprojektet i Hjørring var dog placeret op ad et offentligt, rekreativt grønt område, et parcelhusområde og et område med rækkehuse.
Et stort flertal af politikerne i byrådet besluttede alligevel at følge indstillingen fra Plan- og Vejudvalget om at igangsætte projektet uden yderligere udarbejdelse af lokalplan. Kun Enhedslisten, Liberal Alliance og løsgænger Søren Kristensen stemte imod indstillingen.
I september 2022 besluttede Plan- og Vejudvalget, at der forud for en ny lokalplan for Tværgade 7 skulle udarbejdes en helhedsplan for Mejerigården. Dengang var baggrunden dog et andet byggeprojekt, som Transform havde tegnet for Arbejdernes Landsbank.