Skanska har solgt boligprojektet Hørkær Have på Hørkær 7-9 i Herlev for 737 millioner kroner. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Køber er Nrep, som overtager boligprojektet i forbindelse med færdiggørelsen i andet kvartal af 2025.
– Skanska udvikler udlejningslejligheder til investorer, hvor vi fokuserer på gode beliggenheder, mere bæredygtige løsninger og fællesskabende aktiviteter. Vi har en stærk tro på mulighederne i Herlev, og det samme har Nrep. Derfor var det oplagt at søge et samarbejde, hvor Nrep overtager udlejningsaktiviteterne nu, og ejendommen, når den er opført, udtaler Peter Nymann-Jørgensen, administrerende direktør i Skanska.
Projektet har et omfang på 22.720 kvadratmeter og kommer til at bestå af 264 lejelejligheder ledsaget af lige så mange parkeringspladser, der omkranser bygningen. Heraf bliver 44 parkeringspladser bliver klargjort til ladestationer til elbiler, oplyser Skanska.
“I stedet for en traditionel gårdhave med parkeringspladser vil der blive anlagt en fælles grøn have, plantet efter forskning på stedet og i lokalområdet for at understøtte biodiversiteten blandt planter, insekter, fugle og andre dyr. Haven vil blive vandet med opsamlet regnvand”, skriver Skanska.
Hos Nrep forklarer Investment Director Anne Sofie Vett Raaschou, at baggrunden for at investere især har været den attraktive beliggenhed tæt på offentlig transport, indkøbsmuligheder og det centrale København. Dertil kommer, at Herlev oplever en stigende befolkningstilvækst i øjeblikket, og at man i Juli Living allerede har gode erfaringer fra udlejningen af Nreps boliger i Herlev Bymidte.
– Hørkær Have er en god tilføjelse til vores open-end-fond, Nrep Income+, dels fordi det er en moderne ejendom af høj kvalitet, både hvad angår detaljer, materialer og fællesfaciliteter, og dels fordi den supplerer fondens eksisterende ejendomsportefølje rigtig fint. Vi har stor interesse i boligejendomme, og det er denne investering et udtryk for, siger Anne Sofie Vett Raaschou.
Nrep Income+ har en samlet kapital på 13,8 milliarder kroner. Siden stiftelsen i 2020 har fonden investeret i næsten 100 aktiver fordelt på 36 transaktioner med et langsigtet fokus på udvikling af det byggede miljø gennem moderne logistikløsninger, lejeboliger og plejehjem. Investorerne tæller en række globale institutionelle investorer, herunder pensionsfonde og forsikringsselskaber.
Læs også: Jyske udviklere bag projekt med over 480 nye boliger i Herlev
Boligprojektet i Herlev opføres i op til 11 etager og er tegnet af C. F. Møller Architects med WSP som ingeniør. HHM står i totalentreprise for byggeriet.
Desuden opføres en bygning midt i haven. Her indrettes lokaler til møder, aktiviteter og hjemmearbejdspladser for lejerne i bebyggelsen.
De første lejligheder vil være klar til indflytning i december 2024. Projektet forventes at stå færdigt i juni 2025. Projektet er præcertificeret til DGNB Guld.
De kommende beboere kan vælge lejligheder på mellem to og fem værelser, og der er lagt særligt vægt på at etablere mindre lejligheder på 50 til 95 kvadratmeter, som er meget efterspurgte i området. Den gennemsnitlige lejlighedsstørrelse bliver på 85 kvadratmeter.
Nrep er i handlen blevet rådgivet af Gorrissen Federspiel, PwC, Colliers og Vita.
Skanska købte grunden i Herlev for 52 millioner kroner i 2017.