Stark Group køber Schilowsky Baumarkt und Baustoffhandel og styrker den med tilstedeværelsen på markedet i Østrig. Foto: PR.
Stark Group køber Schilowsky Baumarkt und Baustoffhandel og styrker den med tilstedeværelsen på markedet i Østrig. Foto: PR.

Stark Group tog sit første skridt ind på det østrigske marked i februar 2022, da virksomheden købte tag- og facadespecialisten Dach & Wand. Med købet af Schilowsky Baumarkt und Baustoffhandel udvider Stark Group sin tilstedeværelse på det østrigske marked, skriver byggematerialedistributøren i en pressemeddelelse.

Samtidig får Stark Group adgang til Schilowskys egenudviklede produktlinje inden for brandbeskyttende og lydisolerende gipsvægge. Virksomheden har siden 2018 solgt sit egenudviklede system under varemærket SKY System.

Schilowsky er en familieejet virksomhed gennem fire generationer og blev grundlagt i 1926. Familien fortsætter i ledende stillinger og som særlig rådgiver.

– Det er en fornøjelse at kunne byde velkommen til 170 nye kolleger. Schilowsky-navnet har stået for kompetence og pålidelighed gennem næsten 100 år. Vi har et stærkt værdifællesskab og et fælles ønske om at udvikle virksomheden til fortsat succes. Jeg er taknemmelig for, at Schilowsky-familien ser os som en god ejer, der kan accelerere virksomhedens succes og gøre den til en endnu bedre partner for professionelle håndværkere, udtaler administrerende direktør i Stark Group, Søren P. Olesen.

Christian Schilowsky er i dag admiinistrerende direktør for Schilowsky og fortsætter som særlig rådgiver, imens fjerde generation Lisa og Christopher Schilowsky-Käfer, fortsætter i virksomhedens daglige ledelse.

– Vores fokus er på medarbejdere og kunder, når vi træffer beslutninger. Det har gjort os til en af de førende forhandlere af byggematerialer i Østrig. Det har været vigtigt for os at finde en partner, der vil videreudvikle den måde at drive forretning, og det har vi nu fundet, udtaler Christian Schilowsky.

Opkøbet af Schilowsky er betinget af myndighedsgodkendelser. Parterne oplyser ikke de økonomiske og juridiske detaljer i transaktionen.